En af verdens største internationale ungdomsfodboldturneringer for piger og drenge, Dana Cup i Hjørring, søsætter i maj Dana Cup Mini, som antydet er en miniudgave af den store turnering, der spilles i uge 30.
– Vi anvender de samme faciliteter og den samme administration, så turneringen kommer til at køre på samme høje niveau og bare over kortere tid, oplyser arrangørerne.
Turnering spilles på græs- og kunstgræsbanerne i Dana Cups Centerområde, og alt er indenfor gåafstand. Der er plads til 16 hold i hver klasse, og det tilstræbes, at hvert hold skal spille fem kampe under turneringen.
De første kampe fløjtes i gang torsdag den 18. maj klokken 13.30, og den sidste kamp igangsættes lørdag den 20. maj klokken 17.15.

Indkvartering sker på skole eller i hal i det centrale Hjørring, og deltagerne skal selv medbringe luftmadrasser og soveposer. Der kan dog lejes senge og madrasser hos Dana Cup.
Hold, forældre og supporters kan vælge opgradering fra skoleindkvartering til Dana Cup SportsCenter eller Dana Cup Town. Hjørrings centrale Hotel Phønix er kun til forældre.
Der serveres sund helpension som udgangspunkt over turneringens tre kampe, og det er muligt at bestille ekstra indkvartering og kost.


