Af Daniel Overgaard Pedersen
Adm. direktør Agri Energy Vrå
På baggrund af Hjørring Kommunes undersøgelsespåbud er der blevet foretaget en række målinger ved Agri Energy Vrå og Stiesdal SkyClean anlægget. De første resultater af disse undersøgelser er nu blevet præsenteret.
Klare resultater
Disse resultater taler et meget tydeligt sprog. Målingerne fra Agri Energy Vrå og Stiesdal SkyClean viser så minimale spor af formaldehyd og andre sundhedsskadelige stoffer, at det kan konstateres, at det ikke er anlægget, der er skyld i at enkelte borgere oplever forskellige typer af sygdomssymptomer.
Agri Energy Vrå har gennem hele denne periode med beskyldninger og udokumenterede påstande understreget, at der ingen som helst indikationer har været på, at anlægget skulle udsende sundhedsskadelige stoffer, så lokale borgere blev syge af det.
Alligevel har vi set hvordan disse påstande gang på gang er blevet præsenteret på sociale medier og viderebragt fuldstændig ukritisk af TV2 Nord. Det har skabt en frygt i vores lokalsamfund, som ingen kan være tjent med.
Der foreligger nu kvalificeret data fra uvildige eksperter, der tydeligt afkræfter disse beskyldninger og påstande.
Agri Energy Vrå vil derfor gerne opfordre til at disse udokumenterede og meget alvorlige anklager mod virksomheden ophører.
Samtidig håber vi, at der nu bliver foretaget undersøgelser i de pågældende ejendomme og nærområder, så det kan blive afklaret, hvorfor disse borgere oplever helbredsproblemer af den karakter, som er blevet fremlagt i medierne. For ingen skal blive syge af at være i eget hjem.
Grænseværdier overholdt
Som tidligere beskrevet er vi igang med at implementere en række forbedringer af anlægget for at mindske lugtgener. Disse lugtgener har også givet anledning til kritik af anlægget og driften.
Jeg vil også gerne her understrege, at vi ikke har været tilfredse med de lugtgener, der er kommet fra anlægget. Derfor bad vi byrådet om at sætte arbejdet med lokalplanen i bero, så vi kunne fokusere på arbejdet med at mindske disse lugtgener.
I den rapport, der nu er afleveret til Hjørring Kommune, er der også inkluderet en række målinger i forhold til lugtgener. Denne eksterne rapport viser at anlægget ikke overskrider myndighedernes grænseværdier for lugtgener målt i nærområdet.
Trods dette ønsker vi selvfølgelig stadig at mindske lugtgenerne fra anlægget. Som beskrevet tidligere, så er der en række tiltag i gang, som vil forbedre anlægget, også på
dette punkt.
Samtidig håber jeg også at disse resultater vil føre til selvransagelse hos de involverede parter i forhold til hvordan denne debat om anlægget og beskyldningerne mod os skal italesættes fremadrettet. Hos Agri Energy Vrå er vi klar til at påtage os vores del af ansvaret for den seneste tids konflikt, men det ansvar står vi ikke alene med.
Jeg forstår godt at der kan opstå en situation, hvor man kan være træt af sin nabo, og derfor har lyst til at klage over forhold man ikke bryder sig om. Det sker mange steder rundt om i landet. Men at gøre det sådan som vi har oplevet det den seneste tid, mener jeg er over stregen.
Især en mindre gruppe kritiske borgere er igennem længere tid fremkommet med meget grove beskyldninger mod anlægget og dets medarbejdere. Senest i Danmarks Radios P1, hvor en talsperson for denne gruppe kritiske borgere endnu engang offentligt italesatte alvorlige og udokumenterede mod en medarbejder i min virksomhed. Jeg vil gerne her igen understrege, at der ingen beviser er for at disse grove anklager har hold i virkeligheden.
Udokumenterede beskyldninger bør stoppe
Det at medierne med TV2 Nord som bannerfører ukritisk har viderebragt beskyldninger fra borgere om at de bliver syge af anlægget, har haft stor betydning for stemningen i
lokalområdet og i byrådssalen. Det har påvirket den politiske proces og det har påvirket debatkulturen i lokale medier og i byrådssalen på en uhensigtsmæssig måde. Det håber jeg også bliver noteret og taget til efterretning.
Denne unuancerede mediedækning og debatkultur med beskyldninger, der fyger rundt i snart sagt alle hjørner, ofte fremsat mod bedre vidende eller helt uden dokumentation, er særdeles uheldig. Det er med til at danne en forestilling om, hvordan virkeligheden ser ud, som ikke er baseret på fakta, men udokumenterede påstande. Det er med til at skabe unødig frygt og splid i vores lokalsamfund, og det er meget beklageligt.
Det er mit håb at disse undersøgelser og resultater, og den afklaring det giver, nu kan give lidt ro i vores lokalsamfund. Det har vi behov for alle sammen.
DOP.– Får dit industrianlæg statsstøtte?? Og hvis! Hvor meget ??– Bliver der smidt statsstøttede afgrøder i anlægget???. Ha støtte..
Stiller du det samme spørgsmål til ALLE virksomheder eller kun i dette tilfælde ?