Det blev Poul Eeg Camping i Skagen, der løb med titlen som Danmarks Bedste Campingplads 2022, men til gengæld modtog indehaver Kasper Wæhrens som allerede afsløret æren af at have Danmarks Bedste Lille Campingplads, som altså derfor er Tannisby Camping midt i Tversted.
– Hvor er det bare helt vildt og fantastisk at blive sat på landkortet, og med så stor hjælp og opbakning fra pladsens gæster, venner til pladsen og lokalområdet med flere. Jeg må sige, at jeg faktisk også selv er ved at være helt stolt af min lille plads. Dette er min 12. sæson på pladsen, lyder det fra Kasper Wæhrens.
– Lille Tannisby, senere bygget sammen til Tversted, er historisk set, de seneste halvandet hundrede års tid, bygget op omkring turismen. Byen har Danmarks første badehotel, Tannishus, bygget i 1896, der fortsat bidrager positivt med stor turisme. Vi havde til for nogle år siden landets første kongelig priviligerede kro, Tversted Strandkro, og nu har vi så Danmarks Bedste Lille Campingplads, der faktisk flere gang har gjort sig bemærket i tidens løb, uddyber Kasper Wæhrens.
Stort tillykke til den ambitiøse indehaver af Tannisby Camping!
Bag afstemningen og kåringen står OpdagDanmark, som er en hjemmeside dedikeret til vores dejlige Danmark. Læs mere om siden her: OpdagDanmark.