De små vindsus får Dannebrog til at blafre fra det guldbeklædte skib. Havnen i Aalborg har fået fint besøg på denne solskinsrige pinsedag.
Kongeskibet Dannebrog med dronning Margrethe ombord lagde til kaj søndag formiddag, og det er der en helt særlig grund til, skriver TV2 Nord.
Der er festgudstjeneste i Aalborg Domkirke. Indsættelsen af biskop over Aalborg Stift, Thomas Reinholdt Rasmussen, skal fejres. Og H.M. Dronningen er inviteret med.
– Jeg glæder mig til, vi endelig kan samles i domkirken og byde H. M. Dronningen velkommen her i Nordjylland, siger Thomas Reinholdt Rasmussen.
Måneders forsinkelse
Corona havde stadig godt greb i danskerne i december sidste år, da biskoppen officielt blev indsat til bispevielsen.
![Dannebrog ved kaj i Aalborg 2 Kongeskibet Pedholt 3](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2022/06/Kongeskibet_Pedholt_3.jpg)
Foto: Morten Pedholt.
Det højtidelige arrangement blev derfor nedskaleret, og kun en mindre forsamling så med, da Thomas Reinholdt Rasmussen fik den traditionsrige bispekåbe lagt over sine skuldre.
Thomas Reinholdt Rasmussen er nummer 59 i rækken af biskopper i Aalborg Stift. Søndag skal han få, hvad han gik glip af i december sidste år.
Med både dronning Margrethe, kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og landets biskopper på kirkebænkene, vil der være mange, der ser med, når Thomas Reinholdt Rasmussen skal fejres som Aalborg Stifts nye biskop.
Festgudstjenesten starter klokken 14.
Kilde: TV2 Nord.