Dansk Folkehjælp i Hjørring kan i år tage 15 familier fra Hjørring Kommune med på en dejlig sommerferie, som de ellers ikke havde fået.
– Vi er fire frivillige her fra Dansk Folkehjælp i Hjørring, som holder en uges sommerferie med i alt 38 børn og 18 voksne. Efter ansøgning og opfyldelse af en række betingelser er familierne i samarbejde med kommunen udvalgt til årets sommerferie, fortæller lederen af Dansk Folkehjælp i Hjørring, Jette Videnkjær.
De 56 deltagere kan den 15. juli komme afsted med transport til Vigsø Feriecenter ved Hanstholm, ophold, mad og oplevelser betalt takket være gode menneskers mange bidrag til Dansk Folkehjælp. Når du handler i den meget indbydende og spændende genbrugsbutik på adressen Bispensgade 91 i Hjørring, er du også med til at indsamle penge til gode formål.
Alle donationer og lokalt indsamlede midler går udelukkende til mennesker i Hjørring Kommune.
– Vi glæder os over at kunne hjælpe, og vi ved jo, at gode ferieoplevelser holder hele livet.
Du kan også støtte – klik her for mere information.
Dansk Folkehjælp beskriver organisationens ferie-program således:
Alle børn har ret til at få gode ferieminder. Men for familier, som ikke har råd til at tage nogen steder hen, kan ordet sommerferie give ondt i maven og søvnløse nætter.
Fattigdom betyder ofte, at børnene må melde pas til f.eks. sociale aktiviteter, fritidsinteresser, fødselsdage og lejrskoler, da forældrene ikke har råd. Der kan være mange grunde til, at man er endt i den situation, men én ting er sikkert: Det er aldrig børnenes skyld.
En ferie betyder alt for udsatte børn. Ikke nok med at de får en uge fyldt med gode oplevelser. De får også noget at fortælle i skolen efter sommerferien lige som alle andre børn.
Vores ferieophold drives af frivillige, der hvert år lægger et stort arbejde i at gøre en forskel for de børn, som aldrig vil glemme dem for det.
Vi bestræber os på at sende børn og unge afsted med andre fra samme lokalområde, så de nemt kan bevare kontakten med hinanden og forlænge de gode ferieminder, når hverdagen sætter ind igen.
Støt Feriehjælp! Hver gang vi samler 3.500 kroner ind, kan vi give et fattigt barn en uges tiltrængt sommerferie i Danmark.
Odense