Efter at have været lukket ned alt for længe, begyndte man for henved en måneds tid siden at lave en lidt alternativ træning hos Nordpilen. Ganske enkelt foregår det via webcam.
På en side, som hedder webcamdarts.com, har man nemlig mulighed for at invitere hinanden til en kamp via webcam. Man kan således se modstanderens skive og sin egen under kampen og taster bare sin score ind, som så automatisk trækkes fra.
I Nordpilen bruger man dog også siden til almindelige træningsøvelser, som foregår på samme måde ved, at man inviterer en anden og så bare lader være med at spille kamp, men udfører et såkaldt træningsprogram sammen i stedet.
– Det er et ganske fint alternativ, som gør, at vores spillere holder sig knivskarpe, til vi forhåbentlig snart igen kan genoptage træningen og turneringen i egne lokaler, fortæller formand Rene Thomsen.
For tiden er der træningsaften om mandagen og turnering om onsdagen på webcam. Men formanden fortæller yderligere, at det også bliver flittigt brugt på andre ugedage af de 13 medlemmer, som nu benytter sig af webcamdarten.