KFUM-spejderne i Lendum har afviklet deres årlige cykelsponsorløb, og igen i år er det med et særdeles godt resultat. I alt blev der cyklet 428 kilometer og indsamlet 14.568 kroner til ungdomsarbejdet.

Vinderne af cykelløbet, der var delt op i tre klasser, blev:
Fra 0 år til og med 1. klasse: Rose som kørte 15 kilometer og Mira, der indsamlede 204 kroner.
Klasserne 2. og 3.: Freja som kørte 23 kilometer og Merle, der indsamlede 765 kroner.
Klasserne 4. – 7.: Alexander som kørte 36 kilometer og Katrine, der indsamlede 5.024 kroner.

At der blev indsamlet så mange penge, skyldes de mange børn, der cyklede i den gode sags tjeneste og områdets erhvervsliv, der hvert år støtter cykelsponsorløbet med økonomi og flotte præmier til vinderne. Og så selvfølgelig forældre, familiemedlemmer og venner, der sponsorer børnene med et beløb for hver kørt omgang, dog minimum 1 kroner pr. kørt kilometer.

Start og slut var fra Soltorvet og præcis klokken 14, blev deltagere sendt afsted. Nu gjaldt det om at køre så mange omgange som muligt i løbet af to timer. Deltagerne bestemte selv, hvor hurtigt og hvor mange omgange de ville køre på den 1 kilometer lange afmærkede rute rundt i byen.
De indkørte penge går til de mange spændende aktiviteter for børn og unge ved KFUM-spejderne i Lendum og til uddannelse af spejderlederne, så de kan blive endnu dygtigere.

Både under og efter løbet var der kaffe, saftevand og kager til de trætte ryttere.