Mens solen sank over Skallerup Seaside Resort fredag aften, præcis klokken 22.22, lød startskuddet til årets Coast2Coast. 2.350 glade motionister begav sig ud på en uforglemmelig rejse i den lune sommernat med kurs mod Palmestranden i Frederikshavn, hvor morgenmad og solopgang ventede klokken 04.19. Det var i år den skønneste sommernat, man kunne ønske sig til det populære arrangement.



På tværs af Vendsyssel var ruterne spækket med depoter fyldt med forfriskninger, der sikrede, at ingen løb tør for energi. Et af højdepunkterne var depotet ved Brugsen i Mosbjerg, hvor frivillige samt elever og forældre fra 6. og 7. klasse på Mosbjerg Friskole & Børnehus stod klar med spandevis af vand, kakaomælk, chips og kanelsnegle til de knap 2.000 løbere, der passerede på vej mod Frederikshavn.



Blandt de mange deltagere var også borgmester Søren Smalbro. Sammen med sin hustru Mette og vennerne Bettina og Per, alle fra Team Tangsgård, havde de vovet sig ud på den 70 kilometer lange “Hyggerute” på cykel. De var alle i højt humør og med “gode ben”, da de nåede til depotet i Mosbjerg. Her nød de forfriskningerne og glædede sig over, at der kun var 20 kilometer tilbage til Palmestranden.



Det er 12. gang, at det sociale motionsarrangement Coast2Coast afholdes på årets korteste nat. Arrangementet handler ikke om at komme først, men om at være med, og populariteten er kun vokset siden starten. Det første år deltog 400, og år efter år er tallet steget til i år at nærme sig 2.500 deltagere.


Med ni forskellige ruter fra 25 km til den helt store MTB-rute på 130 km var der noget for enhver smag. Motionisterne kunne vælge at gå den korte rute, eller cykle, løbe, stå på ski eller rulleskøjter og køre på mountainbike på de længere strækninger.


En begivenhed af denne størrelse kræver en enorm indsats fra frivillige hjælpere. Heldigvis stod omkring 20 foreninger i år klar til at give en hånd med, blandt andet ved at bemande de 19 forskellige depoter, der var strategisk placeret langs ruterne i Vendsyssel. Deres engagement var afgørende for, at arrangementet igen blev en stor succes.


