Af Asger Christensen, Medlem af Europa-Parlamentet (V) og Anne Honoré Østergaard, Medlem af Folketinget (V)
Det kan ikke overraske nogen, at vi står midt i en energikrise. Priserne på energi stiger og stiger, og fordi vi indtil nu har været stærkt afhængige af russisk gas i Europa, står vi i en meget usikker situation. Det er bydende nødvendigt, at vi gør os fri af russisk olie og gas, og for at det kan lade sig gøre, er vi simpelthen nødt til at overveje alle alternativer.
En oplagt mulighed er, at vi satser mere på atomenergi. Regeringen har stillet sig kritiske over for at støtte brugen af atomenergi i Europa, og særligt i lyset af den nuværende energikrise er den holdning helt på månen. Atomenergi vil kunne bidrage til at sikre, at Europa får en sikker levering af energi – og endda en grøn en af slagsen.
Der er allerede sket en markant udvikling på området, og det er nu muligt at producere atomenergi med væsentligt mindre affald og stærkt reducerede risici. Vi må og skal følge med denne udvikling og ikke holde fast i gamle overbevisninger. Det er simpelthen nødvendigt, hvis vi skal komme både energiforsynings- og klimakrisen til livs.
Der er behov for, at vi støtter brugen af atomenergi i Europa i stedet for at vælge den nemme vej og holde fast i forældede holdninger, som regeringen gør. I mange af vores nabolande har man indset behovet for brugen af atomenergi. Sveriges regering har lige besluttet at investere i mere atomenergi, Tyskland har besluttet ikke at lukke sine kraftværker alligevel, og Finland har investeret massivt i atomenergi.
Det er på tide, at Danmark også følger med udviklingen og støtter, at vi får mere sikker og grøn energi!