Af Hanne Drejergaard Kjeldsen
Mismodet breder –
Nu falmer skoven trindt om land/Og fuglestemmen daler
Sådan er det ude på landet lige nu. Lyset viger og mørket får mere og mere magt. Der sker ikke de store ting på markerne. Men inde på Hjørring Kommunes tekniske administration bliver der snart travlhed, for efter den 6.10. skal de tage stilling til alle de kommentarer, som bekymrede borgere i landdistrikterne har indsendt i forbindelse med de 34 ansøgninger om vindmølleparker og solcelleparker. Alle kommentarer skal først igennem en administrativ sluse, som tilrettelægger et papir, der kun gengiver hovedpunkter. Det er dét papir, som politikerne tager stilling ud fra.
I takt med at mørket vinder terræn, stiger mismodet herude. Hvad skal ske på lang sigt? Fra min matrikel har jeg udsigt til 3-4 ejendomme, som er blevet opkøbt af en producent af alternativ energi. Når de kritiske røster bliver højrøstede nok, køber man bare kritikeren ud og overtager ejendommen. Dér er der tilsyneladende ingen mangel på finansiering.
Anderledes ser det ud for den borger, hvis ejendom måske bliver nabo til et stort solcelleanlæg. Han ville gerne have omlagt sine lån. Men nej, nu er situationen den, at med udsigt til solceller, så kan han ikke få omlagt lånene, og han kan heller ikke sælge, for en ny køber kan nemlig heller ikke låne penge til at købe for. Og kan det virkelig passe, at der skal skrabes en meter muldjord af, hvor der har stået et solcelleanlæg for at gøre jorden dyrkbar igen? Er det tale om forurening eller dør jorden simpelthen? Hele den side af den såkaldt grønne omstilling bliver bagatelliseret på informationsmøderne. I stedet får vi en lang snak om alle de ”dejlige” penge, der nu vil komme lokalsamfundet til gode. Men er det i orden, at naboerne skal betale for den grønne omstilling?
Den grønne omstilling er allerede i gang med at affolke de berørte områder. På sigt vil det gå ud over de lokale skoler, som f.eks. Skallerup Skole, Hundelev Friskole og måske også Stenum friskole.
Det vil også gå ud over kirkelivet. Folkekirken bidrager med mange penge til kulturlivet i landsognene. Ikke bare søndagsgudstjenester, men foredragsaftner, musikaftner og børnearrangementer. Pengene til alt dette kommer fra kirkeskatten.
Lad gå at udviklingen vil presse os gamle til at flytte ind i de mange tomme lejligheder, som bygges inde i Hjørring. Men har livet på landet slet ingen værdi længere? Er politikerne parate til at sælge de unge mennesker, som har en drøm om et liv på landet tæt på naturen; sælge de unge mennesker, som drømmer om at give deres børn en mulighed for have høns og kaniner, måske en hest? Skal vi slet ikke have levedygtige fællesskaber på landet længere?
Kære Politikere: Hvad skal der ske på lang sigt? Er det virkelig afvikling af livet på landet I sigter imod?
Kan I kun få øje på vindressourcer og solenergi? Findes der ikke uerstattelige landskabelige værdier? Er der ikke muligheder for kulturoplevelser, som kan tiltrække turister? For jeg kan ikke forestille mig, at I anser vindmølle- og solcelleparker for store turistattraktioner?
Hvad skal der ske på lang sigt?
Rigtig godt skrevet. Det rammer lige ned i den mismod vi landboer rammes af gang på gang, når projektmagere igen og igen forsøger at fylde skønne steder med klmpe VE anlæg.
Enig. Skrækkelig udvikling. Politikerne burde tænke anderledes. Vindmøller laaangt ud på havet (hvor der ikke fiskes) og solceller som en mat film på taget.
alt skal ofres blot sjællænderne og østjyderne bliver fri for de store anlæg. vi laver allerede mere el i vor kommune end der forbruges
Rigtigt !
Og hvis man kigger lidt på, hvor ledelsen af de”grønne” firmaer bor, er det IKKE i Nordjylland men på Sjælland nord for København !
Helt enig! En kombination af panik i kommunerne, private solcellefirmaer og pengegriske “ mørkemænd” – gad vide hvor mange kvinder, der står bag opkøb af folks livsdrømme?