DEBAT: Uanset hvad man end måtte mene om Bom-sagen, så viser den at børns retstilling er ringere end voksnes. For hvis en voksen fjernes fra sit hjem og afskæres fra kontakten med sin familie og det senere viser sig, at der ikke var grundlag for indgrebet, tilkendes vedkommende erstatning. Typisk i størrelsesordenen 2000 kr. pr døgn.
Man kan naturligvis ikke sammenligne en varetægtsfængsling med en tvangsanbringelse en til en. For mens en varetægtsfængsling foretages af hensyn til almenvellet, foretages en tvangsanbringelse af hensyn til den anbragtes tarv. Men så igen. Set ud fra den uberettigede anbragtes perspektiv er det jo dybest set hensynet til almenvellet, der ligger til grund for anbringelsen.
For årsagen til at vi som samfund har givet myndighederne mulighed for at gribe ind i familielivet, er, at vi som samfund ikke ønsker at gøre os medskyldige i mistrivsel eller i at være medvidere til overgreb indenfor familierne. Men når samfundets/kommunens skøn viser sig at være forkert, så kan der faktisk være tale om ganske alvorlige overgreb mod sagesløse, om end ikke i retlig forstand. For retligt er der naturligvis ikke tale om et overgreb, men et indgreb baseret på et fagligt begrundet skøn. Også selv når et skøn viser sig at være forkert
Det er tankevækkende, at vi som samfund har valgt at ordne det sådan, at staten skal kompensere voksne økonomisk for uberettiget tort, hvis de uberettiget fjernes fra deres familier med tvang, mens børn skal tåle kommunale fejlskøn uden mulighed for økonomisk kompensation.