Vejret var tirsdag bestemt til et besøg i Frysehuset i Hjørring, men der var slet ikke koldt i den store bygning med de tunge døre.
Mange engagerede og hjertevarme mennesker talte nemlig varmt for Hjørrings og hele Vendsyssels nye mødested, som ér et tidligere frysehus, og i øvrigt også en tidligere remise med mange kære gamle tog.
Det er på mange måder historie, og en historie, som initiativtagerne så smukt bevarer en del af i Hjørrings nye spændende mødested og kulturhus nær rundkørslen ved MovieHouse Hjørring. I Frysehuset er der blandt andet koncertsal med plads til 1200 gæster.
Tirsdag var lokale erhvervsledere, politikere, foreningsrepræsentanter, uddannelsesledere og journalister inviteret indenfor på Sct. Cathrinevej 31 til en frisk status på arbejdet.
Udviklingen af Frysehuset blev bremset først af corona-nedlukninger og senere af nye brandregler, der spændte ben for arrangementer i bygningen. Men nu er der atter liv i projektet, og planen for huset ligger klar.
– Frysehuset skal være et supplement til alt det gode, der allerede er i Hjørring. Vi vil være Vendsyssels mødested, og vi ønsker ikke at være konkurrent til noget af det bestående. Vi ønsker at samarbejde med Vendsyssel Teater, Vendelbohus, musikskolen og alle andre gode kræfter, fortæller Andreas Mathew fra Frysehusets bestyrelse.
– Vi har i bestyrelsen arbejdet med dette projekt i mange år, og nu skal planerne føres ud i livet. Vi synes alle, at Hjørring har meget godt at byde på, og vi synes også, at der mangler et sted som Frysehuset. Vi synes ganske enkelt, at Hjørring skal være et endnu federe sted at leve og arbejde. Frysehuset vil være et stort aktiv for bosætning, rekruttering, turisme og sammenholdet generelt i Hjørring.
Hele projektet med renovering, modernisering, opfyldelse af mange forskellige krav, en mindre tilbygning med videre løber lige nu op i cirka 45 millioner kroner. Der er cirka én million på bogen, så derfor arbejdes der intenst på at søge samarbejdspartnere, sponsorer, fonde med videre.
Første etape er at klargøre de to største rum, som i Frysehuset naturligvis kaldes Bokse, ventes færdigt sidst på året, så der kan laves indtægtsgivende aktiviteter.
Umiddelbart er Hjørring Kommune ikke indregnet som bidragsyder, idet kommunen allerede har været med til at søsætte projekt med et par millioner kroner gennem et fordelagtigt salg af bygningerne.
Frysehuset stod længe tomt og blev overtaget af Hjørring Kommune, som senere solgte bygningen til Projekt Kirke i Hjørring for 500.000 kroner. Projekt Kirke har med en ny værdisætning – nu husets selskabskapital – på 2,5 millioner kroner overdraget bygningen til Den Erhvervsdrivende Fond Frysehuset.
Mark Krebs er formand for bestyrelsen, hvor også Andreas Mathew, Lise Nordklitgaard og Gitte Sandlykke har plads.
Nu begynder promoveringen af de mange gode muligheder for at være med til at skabe ny historie i den historiske bygning. Alle kan være med enten som frivillig arbejdskraft i byggefasen og senere i driften, og alle kan bidrage økonomisk.
Visioner:
I Frysehuset er der meget højt til loftet med plads til alle generationer i alle farver. Og visionen med huset er også vild.
Et mødested for hele Vendsyssel – erhvervslivet, kulturlivet og ungdomslivet – og skal inspirere til nye fællesskaber, til dialog og til udvikling.
Et sted for venskaber, samarbejder, inspiration, innovation og livsglæde. Hvor vi dyrker det, vi er, i nogle helt ekstraordinære rammer, inspireret af storbyernes rå og pulserende liv – hvor der både er plads til at bevæge sig, at larme, at mene, at tænke og at leve.
Et urbant mødested, der kan give genlyd i hele Danmark. Et tiltrængt og mangfoldigt samlingspunkt for unge, kreative ildsjæle, iværksættere og andre, der søger fælles oplevelser. Både når pulsen er høj, og når der skal tænkes efter.
Frysehusets bokse
Kulturboksen
En kæmpe koncertsal med plads til 1200 stående eller 750 siddende publikummer, der skal bringe de helt store kulturelle oplevelser til byen. Her skal blandt andet være konferencer, messer, rytmiske og klassiske koncerter
Aktivitetsboksen
En aktivitetshal med skaterramper, klatrebane og indendørs legeplads, hvor man kan samles og bevæge sig i alt slags vejr.
Innovationsboksen
Et erhvervsfællesskab for innovation, netværk og læring, hvor både nystartede og etablerede virksomheder kan mødes og udvikle sig.
Eventboksen
En mindre eventhal med plads til for eksempel udstillinger, netværksmøder, koncerter og private arrangementer.
To networking zoner
Det hele skal bindes sammen af to networking-zoner, hvor alle kan mødes på tværs af interesser.
Streetfood-miljøet, hvor lokale restauratører serverer smagen af Vendsyssel, og Rooftop-terrassen med amfiteater og udsigt over byen, der giver ekstra liv til huset i de varme måneder.
Inspirationen kommer fra udlandet og fra lignende tiltag større byer, hvor man har indrettet rå fabrikslokaler til inspirerende og kreative miljøer. Det bliver bygget på de styrker, vi har i Vendsyssel og sikrer, vi bliver bedre til at fortælle hinanden og andre, hvad vi kan som område.