Af Peder Nickelsen
Direktør Stiesdal SkyClean
Jeg kan nu dele de første resultater af målinger af udledninger fra vores pyrolyseanlæg ved Agri Energy Vrå. Målingerne er foretaget som led i det påbud, vi har modtaget fra Hjørring Kommune, og resultaterne er samlet i en del-rapportering, som vi har sendt til kommunen. Konklusionerne er positive og meget klare:
De beregnede niveauer af stoffer i luften ved beboelse – altså det, omgivelserne rent faktisk udsættes for – ligger langt under myndighedernes fastsatte grænseværdier (de såkaldte B-værdier). Det gælder både i Smidstrup og i Rakkeby for TVOC (bla. formaldehyd), svovldioxid, NOx og andre stoffer.
Samtidig er det vigtigt for os at være ærlige om, at vi i én del af målingerne – nemlig direkte i skorstenen – har overskredet emissionsgrænsen for svovldioxid i miljøtilladelsen. Det skyldes et højere svovlindhold i biogasrestfibrene end forventet. Selv med denne overskridelse, ligger påvirkningen af omgivelserne markant under B-værdierne. Ved nærmeste nabo udgør svovldioxid f.eks. kun 2 % af det tilladte niveau. Det betyder, at udledningerne kunne være op til 50 gange højere og stadig ligge indenfor grænsen for B-værdi. Vi skal naturligvis ikke overskride grænseværdien i miljøgodkendelsen, og vi er derfor i gang med at implementere en løsning, som effektivt kan fjerne svovldioxiden fra røggassen.
I TV2 Nord har der været rejst en bekymring om formaldehyd i forbindelse med vores anlæg. Formaldehyd er ét af flere stoffer, der kan indgå i gruppen af såkaldte flygtige, organiske forbindelser (TVOC’er), og der er derfor også målt på netop denne gruppe. Resultaterne viser, at niveauet af TVOC’er ligger langt under, hvad der må forekomme i luften ved beboelse: kun 0,02 % i Rakkeby og 0,03 % i Smidstrup. Det svarer til en sikkerhedsmargin på henholdsvis 4695 og 3077 gange under det tilladte. Det fjerner ikke visse beboers bekymring om formaldehyd i indeklimaet, men det dokumenterer, at problemet ikke har noget med vores anlæg at gøre.

Målingerne er analyseret af uafhængige og akkrediterede laboratorier. Enkelte målinger – blandt andet for partikler, dioxiner og PAH’er – er endnu ikke færdigbehandlet. De rå data, som vi har haft anledning til at se, tyder på, at også de sidste målinger er meget betryggende. Den endelige rapport afleveres til Hjørring Kommune i uge 15, hvorefter vi vil informere bredt igen.
Lugtmålinger viser positiv udvikling
Der er også gennemført lugtmålinger ved anlægget. De modelberegninger, der bruges til at vurdere den samlede lugtpåvirkning, viser, at niveauet ved de nærmeste boliger nu ligger under myndighedernes grænseværdier – også hvis man anvender de skærpede krav, der gælder for byzoner. Det er et positivt tegn, og de pæne målinger er resultatet af en række konkrete tiltag, som vi det seneste halve år har gennemført i henhold til en handlingsplan aftalt med Hjørring Kommune.
Selvom målingerne viser, at vi formelt overholder grænseværdierne, ved vi godt, at det ikke nødvendigvis opleves sådan af naboerne. Under den nuværende ombygningspause gennemfører vi derfor yderligere forbedringer, som skal reducere lugtgenerne endnu mere.
Et centralt tiltag er, at vi nu opsamler og renser luften fra tørreanlægget, som tidligere var den største kilde til lugt. Luften bliver i dag ledt gennem en luftrenser, og vi arbejder samtidig på at gøre anlægget mere tæt og effektivt gennem tekniske opgraderinger.
Det er vigtigt for mig at anerkende den bekymring, som anlæggets ujævne drift i indkøringsfasen har givet anledning til, og at det i perioder har ført til reelle lugtgener for naboerne. Det beklager vi.
Vi vil fortsat følge den handleplan, der er aftalt med Hjørring Kommune, og vi genstarter først anlægget, når de nødvendige forbedringer er gennemført. Jeg ser frem til at dele de resterende målinger, når de foreligger.
Hej, det fremgår ikke om målningerne er blever taget, mens anlægget har været i fuld drift. Ej heller ikke om anlægget har kørt på naturgas eller pyrolysegas.
Hej, målingerne er foretaget med anlægget i fuld drift og med pyrolysegas – i overenstemmelse med målingspåbuddet. Mvh Kristian, Stiesdal.