Af Freja Hjørringgaard
Furreby Kirkevej 20, 9480 Løkken
Borger i Hjørring Kommune
Hjørring Kommune tror at et opslag med ”hvad synes i?” er nok til at kalde det borgerinddragelse, men demokrati kræver langt mere end et kommentarfelt på Facebook – for rigtigt demokrati handler ikke om likes og emojis. Det handler om reel indflydelse, og om at borgerne faktisk bliver hørt, før beslutningerne allerede er taget.
Desværre oplever mange borgere, at lokalpolitik mest handler om at informere dem om beslutninger, der allerede er truffet bag lukkede døre. Det skaber afstand og frustration, fordi man føler sig reduceret til tilskuere i stedet for deltagere i processen. Når kommunen først inviterer til dialog, når alt næsten er besluttet, bliver borgerinddragelsen ofte en tom gestus – en slags demokratisk pynt, som hverken engagerer eller motiverer folk til at deltage aktivt.
Men hvis vi virkelig vil kalde det demokrati, må det være mere end tomme ord og Facebook-spørgsmål. Kommunen skal inddrage borgerne før beslutningerne er taget – ikke bagefter som en dårlig joke. Et fast borgerpanel med unge, voksne og ældre kunne sikre, at vi rent faktisk får en stemme, der betyder noget.
Især de unge føler sig ofte oversete, som om de ikke hører til i de politiske rum. Vil kommunen have vores engagement, må de også give os plads til at være med – ikke bare kigge på, mens de voksne bestemmer.
Borgerinddragelse skal være en ægte del af styringen, ikke bare en formel rutine. Når folk bliver hørt og får reel indflydelse, vokser tilliden til politikere – og lysten til at deltage.
Så hvis Hjørring vil have flere borgere med på holdet, skal de droppe overfladiskheden og give os en reel plads ved bordet. Ikke bare et kommentarfelt på Facebook.


