I korte træk handler forestillingen om to fremmede, der mødes. De er øjensynligt hinandens modsætninger, men på trods af deres forskelligheder, deler de måske mere, end de umiddelbart selv er klar over.
De befinder sig begge ved en skillevej i et genkendeligt univers – og i dette univers bliver mødet mellem dem en refleksion over eget liv og fremtid. DEN ENE OG DEN ANDEN blev velmodtaget af anmeldere og publikum under sin spilletid i Hobro. Fra Nordjyske lyder det:
”Hans Rønne har skabt en humoristisk og underfundig komedie om noget af alt det, vi går og tumler med i hverdagens hamsterhjul, uanset hvor vi befinder os på samfundets trappestige. Han viser os længslen efter forandring, antyder mod til at indgå nye relationer, og at der kan være styrke i at se ting i et nyt perspektiv. Fra en anden side – den andens side. (…)Det er ikke spor sørgeligt eller tragisk – det er bare det helt almindelige liv, som vi kender det.”

DEN ENE OG DEN ANDEN har masser af humor, men behandler alvorlige emner, som for de fleste er ret gen- kendelige. I mødet mellem dem oplever vi deres selvrefleksion udfolde sig – deres længsler, idealer, styrker og svagheder. Forestillingen undersøger, hvordan en selverkendelse uventet kan opstå, og hvad nysgerrighed på det ukendte og mod på forandring kan gøre ved to mennesker, der for en stund er låst i et vakkum – kun med hinanden som spejl.
Læs mere om forestillingen her hos Vendsyssel Teater.
ARTIST TALK OG TURNÉ
Vendsyssel-premieren på DEN ENE OG DEN ANDEN er mandag 28. marts på Vendsyssel Teater i Hjørring og spiller igen fredag den 9. maj kl. 19:30 til 21:30 på Tversted Skole.
Onsdag den 30. april er der Artist Talk efter forestillingen. Her har publikum mulighed for at blive og høre skuespillerne fortælle om forestillingen. Det tager ca. 20 minutter, og er både valgfrit og gratis at deltage.
Efter denne spilleperiode kommer forestillingen på turné, og holdet glæder sig til at komme på landevejene, hvor de gør stop i Brovst, Frederikshavn, Læsø, Skagen og Tversted.