Ejerne af Scanfiber Composites A/S, herunder EBC Holding A/S, EBC Family Invest ApS og Mytt Holding ApS har indgået en aftale om at sælge 100 procent af aktierne i virksomheden til den norske forsvars- og sikkerhedskoncern Fjord Defence Group ASA. Aftalen blev underskrevet i går onsdag den 26. november 2025, og handlen blev offentliggjort samme aften.
Fjord Defence Group er en førende aktør på det norske marked og er noteret på Euronext Oslo Børs.
Scanfiber fortsætter under samme navn
Selvom ejerskabet skifter over landegrænsen, vil hverdagen i Sindal forblive stort set uændret, og Scanfiber fortsætter sine aktiviteter som hidtil. Opkøbet forventes endeligt gennemført i første kvartal af 2026.
Ifølge ledelsen vil virksomheden beholde sit nuværende navn, CVR-nummer og juridiske enhed.
– Det er vigtigt at informere om, at Scanfiber-navnet forbliver, ligesom alle medarbejdere fortsætter i deres nuværende jobs, og der er heller ingen ændringer til virksomhedens kontaktpersoner, fremgår det af en pressemeddelelse fra Scanfiber. Dette gælder også for personalet på virksomhedens kontor i Langenfeld, Tyskland.
Den hidtidige ejer, Erik Bundgaard Christensen, fortsætter i rollen som administrerende direktør for Scanfiber. I forbindelse med handlen træder han desuden ind i en ny rolle som en af de større aktionærer i det norske moderselskab, Fjord Defence Group, når handlen er godkendt af myndighederne.
Salget begrundes strategisk med et ønske om at styrke kunderelationer og vækstmuligheder. Som en del af en større koncern forventer Scanfiber at få øget finansiel kapacitet, hvilket skal understøtte fortsat udvikling af kvalitet og innovation.
Scanfiber forsikrer sine samarbejdspartnere om, at alle eksisterende kundeaftaler fortsætter uændret under det nye ejerskab.


