Den absolut sidste besøgende i det nu forhenværende Hjørring Bowling og Gokartcenter ved A-Z i Hjørring er torsdag morgen en stor maskine, der river det hele ned, mens andre store maskiner fjerner resterne.
Det var i mange år et af Nordjyllands største underholdningscentre med 14 bowlingbaner, indendørs gokartbane i to etager, restaurant, billard/pool-borde, spillehal, airhockey, morskabsautomater og bowlingbaner til børn.
Det er endnu ukendt, hvad grunden skal bruges til, idet planerne om at bygge et Bilka er bremset af den nationale planlovgivning. Tilbage er Salling Groups non-food varehus A-Z, som fremstår flot og indbydende efter renovering og nye indretninger. Tidligere facadeskilte med henvisning til Bilka er fjernet, så A-Z fremstår tydeligt.
Det var Jørgen Jensen, der skabte Hjørring Bowling og Gokartcenter. Han var i 1990’erne en af pionererne, der gjorde bowling til en populær folkesport i Danmark. Det første – efter norsk forbillede – åbnede i Frederikshavn, og snart fulgte Jørgen Jensen efter med sit center i Hjørring. Senere kom blandt andet gokartbaner til.
Jørgen Jensen drev Hjørring Bowling og Gokartcenter i 31 år, og blev sagt op af udlejeren og ejeren Salling Group, der arbejdede på at bygge en Bilka dagligvareforretning på grunden ved siden af A-Z.