Den socialdemokratiske fortælling om besættelsen er falsk og manipulerende

Af Steen Ole Hedelund Jørgensen

Hedelundgård, Morild, 9830 Tårs.
Politisk leder af borgerlisten ”Vision Hjørring 2050 – Demokratisk Forum”.
Tidligere formand for Socialdemokratiet i Østjylland, medlem af
Socialdemokratiets hovedbestyrelse og forretningsudvalg.

Arrangementet med alsang på befrielsesaftenen på søndag aften d. 4. maj midt i Hjørring er et aktuelt eksempel på, at den socialdemokratiske magtmaskine manipulerer med andre partier, med os som borgere og med historien om besættelsen.

Jeg har kontaktet den socialdemokratiske partiforening i Hjørring og foreslået, at den før arrangementet  på søndag arrangerede et offentligt møde, hvor idemanden, byrådsmedlem og 2. viceborgmester Thomas Klimek, jeg og evt. andre på sagligt og oplyst grundlag kunne drøfte den socialdemokratisk fortælling om besættelsen.

Mit forslag blev afvist. Ingen socialdemokrater tør stille op af frygt for i deres historieløshed at blive fanget i en afsløring af deres falske fortælling.

Derfor vil jeg her i Nordsøposten dokumentere min påstand. Det sker efter omfattende research gennem mange år og bl.a. samtaler med en førstehåndskilde, der var helt tæt på den socialdemokratiske ledelse under besættelsen.

Risikoen i samarbejdspolitikken var stor, fordi grænsen mellem samarbejde og medvirken, mellem samarbejde og kollaboration er tynd.

Grænsen skiller forstandighed og dumhed og kan let overskrides måske i starten i ube-tænksomhed, men over tid bevidst. Flere ledende socialdemokrater overskred grænsen og bidrog til at forlænge naziregimet. De hyldede planøkonomien, der med høje vækst-rater drev økonomien i Sovjetunionen under Stalin og i Nazi-Tyskland under Hitler frem.

Det er kildefast, at topledelsen i den socialdemokratiske arbejderbevægelse dvs. koope-rationen, fagbevægelsen og partiet internt og offentligt overskred grænsen. Toplederne drøftede tidligt i besættelsestiden en mønt- og toldunion mellem Danmark og Hitlers regime, de var optaget af planøkonomien i Sovjetunionen og Nazi-Tyskland og så planøkonomien som en genvej til at skabe den socialdemokratiske velfærdsstat.

Den socialdemokratiske topledelse, Thorvald Stauning og  Vilhelm Buhl sekunderet af den unge cand. polit. Jens Otto Krag, flirtede med nazismen og skabte en legitimitet for, at mange i den socialdemokratiske arbejderbevægelse overskred den hårfine grænse i de første år af besættelsen, hvor krigslykken var med Nazi-Tyskland.

I en fascination af Hitlers planøkonomi og politiske ideer om det 3. rige bidrog de til opbygningen af den nazistiske styrke på slagmarkerne i starten af krigen og bidrog til en forsinkelse af det nazistiske sammenbrud og derved til en unødig forlængelse af krigen.

Thorvald Stauning ( 1873-1942, statsminister 1924-1926 og 1929-1942), der døde i marts 1942, hyldede i en tale d.  8. marts 1941 i Studenterforeningen planøkonomien.

Her er et kort redigeret uddrag af  talen:

”Det er mit Indtryk, at Tyskland har visse Planer … der skal være raa­dende ud i Fremtiden … og kræve et Samarbejde indenfor Europa, og Linien vil være den fra Tyskland kendte Planøkonomi, der sikkert rummer betyde­lige Fordele fremfor den Planløshed, som har været raadende hidtil som Bestanddel af det liberalistiske Samfund … Meningen vil være at give Tyskland og de med Tyskland samarbejdende Lande … en Højnelse af Levevilkaarene.
Det er usundt og uklogt at vende sig imod en Udvikling, som Tid og Forhold fører med sig. Tilpasningen til det nye Europa vil blive en af Tidens politiske Opgaver.”

Talen var et knæfald for planøkonomien, besættelsesmagten og Hitler.

Talen blev kritiseret skarpt internt i samarbejdsregeringen især af de konservative ministre og i arbejderbevægelsen, men Thorvald Stauning stod fast. Hans spindoktorer, som de nok ikke blev kaldt dengang, sørgede for, at talen blev trykt i fuld længde i alle førende dagblade i Danmark, i det socialdemokratiske tidsskrift ”Globus”, der var økonomiske støttet af besættelsesmagten, og trykt som en særlig pjece til omdeling.

Nazisten Andor Hencke, der var knyttet til den tyske militærledelse i Danmark i udenrigspolitiske anliggender, indberettede til Hitlers hovedkvarter i Berlin, at Thorvald Staunings rosende omtale af planøkonomien ” … var et bemærkelsesværdigt fremskridt.”

Dette ”bemærkelsesværdige fremskridt” brugte besættelsesmagten i resten af 1941 til at presse den socialdemokratisk ledede samarbejdsregering. D. 22. juni blev 339 kommunister efter tysk ordre anholdt og grundlovsstridigt  interneret af de danske myndigheder. ”Kommunistloven”, der lovliggjorde anholdelserne, blev med tilbagevirkende kraft vedtaget i Folketinget d. 22. august 1941. Den forbød kommunistisk virksomhed og var for Thorvald Stauning en kærkommen lov, der mindskede det kommunistiske pres på  den socialdemokratiske arbejderbevægelse.

Presset fra nazisterne side mod samarbejdsregeringen fortsatte. Danmark blev i november 1941 tvunget til at slutte sig til ”Antikomintern”-pagten fra 1936 mellem Tyskland og Japan. Pagten forbød kommunistisk virksomhed.

Ligeledes i november 1941 fjernede Thorvald Stauning efter tysk pres formanden for Socialdemokratiet, Hans Hedtoft, og partisekretæren, H. P. Hansen. De var meget aktive i kritikken af Thorvald Stauning efter hans tale i studenterforeningen. Både Hans Hedtoft og H. C. Hansen endte efter krigen som socialdemokratiske statsministre.

I marts 1942 døde Thorvald Stauning og blev afløst på statsministerposten af partifællen og juristen Vilhelm Buhl (1881-1954, statsminister fra marts 1942 til november 1942).

Den 2. september 1942 satte Vilhelm Buhl sig til mikrofonen i Statsradiofonien (det daværende DR) for at tale til det danske folk.

”Antisabotagetalen”, som den kaldes, var uforsonlig mod frihedskæmperne.

Her følger et kort redigeret uddrag af talen, der skulle stille nazisterne tilfreds efter kritik af, at de danske myndighed ikke kunne stoppe den stigende sabotage i Danmark:

”Der er navnlig i den senere Tid forekommet nogle Tilfælde af Sabotage overfor den tyske Værnemagt her i Landet … der er Tale om Ødelæggelse eller Beskadigelse af Værdier, som direkte eller indirekte er af krigsmæssig Betydning for en krigsførende Part.

Sabotage er en af de alvorligste Forbrydelser, der kan begaas mod et krigsførende Land, og i Almindelighed kendes der for saadanne Forbrydelser i de krigsførende Lande kun een Straf, nemlig Dødsstraf.

Den danske Regering føler derfor et stort Ansvar med Hensyn til Bekæmpelsen af Sabotage og lignende Forbrydelser … Regeringen vil stadig med den yderste Strenghed forfølge Sabotage og anden Forbrydelse mod den tyske Værnemagt med de i vor Lovgivning hjemlede Midler, og der vil fra Politiets Side blive sat ind med al Kraft paa Løsningen af de Opgaver, disse Sager frembyder.  

Men Regering og Politi formaar ikke alene at skabe den Ro og Sikkerhed, som er en Betingelse for, at Forholdene ogsaa fremefter kan udvikle sig som hidtil. Hertil kræves Medarbejde af alle gode Kræfter i vort Folk, af alle dem, der har Indsigt og Indflydelse paa andre, af hvem et Lederhverv er betroet.

Jeg appellerer derfor til alle danske Kvinder og Mænd og vil saa indtrængende, som det er mig muligt, lægge hver enkelt paa Sinde at være virksom for, at Besindighedens Aand stadig kommer til at raade i vort Folk.  

Vær med til at gøre det klart for alle, og navnlig for de unge, at den, der begaar Sabotage eller hjælper med dertil eller overfor Myndighederne tilbageholder Viden om Sabotageplaner eller undlader at medvirke til Opklaring af Sabotage, handler mod sit Fædrelands Interesser.”

Vilhelm Buhls tale virkede efter hensigten. Stikkeriet af danske modstandskæmpere voksede dramatisk, og mange faldt for politiets kugler efter tip fra borgerne.

Flere fik tusindvis af kroner i dusør for at angive frihedskæmperne og lede politiet og bevæbnee borgere på sporet af dem.

Tilbage til de unge fremtrædende akademikere i den socialdemokratiske arbejderbevægelse under besættelsen.

De havde betroede lederstillinger i bevægelsen, studenterjobs, skribenter, foredragsholdere og ideudviklere. De mødtes i forskellige partiorganer og skrev artikler til både danske og tyske tidsskrifter. De mødtes i det, der under et kan kaldes ”Kredsen”.

Blandt de unge socialdemokrater i kredsen helt tæt på den socialdemokratiske topledelse var cand. polit. Jens Otte Krag (1914-1978, statsminister 1962-1968 og 1971-1972).

I ” Kredsen” gik han i 1940 og 1941 og formentlig helt til foråret 1942 meget langt i opbakningen til det nazistiske styre. Han skrev om sin fascination i det socialdemo-kratiske tidsskrift ”Globus”, der blev økonomisk støttet af nazisterne,  og han sendte også et manuskript til et nazistisk tidsskrift i Berlin. Det blev dog aldrig trykt.

Han var i front i tankerne om gennem effektfuld marxistisk planøkonomi og samarbejde med Sovjetunionen under Stalin og Nazi-Tyskland under Hitler at kunne realisere drømmen om den socialistiske stat i socialdemokratiske klæder, den danske velfærdsstat

Her kommer et af mine kronvidner ind i analysen. Den socialdemokratiske økonom Henry Grünbaum (1911-2006, af jødisk polsk afstamning, bl.a. økonomi- og finansminister 1965-1968 og 1971-1973).

Jeg lærte ”Ærlige Henry”, som han blev kaldt, at kende sidst i 1970-erne, hvor han var socialdemokratisk folketingsmedlem for Nordre Kreds i Aarhus -en af de mest røde kredse i Danmark på den tid. Jeg var formand for kredsen fra 1975-1981.

Vi udviklede et nært venskab, og vi førte rigtig mange samtaler om historiske og politiske emner. Jeg lyttede intenst til den ældre og særdeles vidende og troværdige toppolitiker.

En aften midt i valgkampen i 1979 efter sammenbruddet af SV-regeringen inviterede Henry Grünbaum mig på kaffe og lidt mad på det hotel i Aarhus, hvor han boede.

Den aften talte vi flere timer om den socialdemokratiske fortælling om besættelsestiden.
Det viste sig, at Henry Grünbaum havde været med i arbejdet i ”Kredsen” i starten af besættelsestiden. Han deltog som økonom, men forlod ”Kredsen” allerede midt i marts 1941 umiddelbart efter Thorvald Staunings lovprisning af planøkonomien i talen d. 8. marts 1941 Studenterforeningen.

Det var et kronvidne og et førstehåndsvidne, jeg sad overfor, og jeg dristede mig til at stille de kritiske spørgsmål, en journalist er uddannet til at stille.

Og ”Ærlige Henry” svarede frit fra leveren:

”-Ja, Thorvald Stauning gik alt for langt i samarbejdspolitikken og lod sig rive med af Hitlers flammetaler og nazisternes styrke i starten af krigen.
-Ja, Thorvald Stauning blev kritiseret internt i bevægelsen, men kritikken havde den begrænsning, at ingen ønskede at plette landsfaderens eftermæle på et tidspunkt, hvor Thorvald Stauning var livstræt.
-Ja, Vilhelm Buhl undsagde frihedskæmperne og havde det moralske ansvar for stikkerdrabene på ca. 40 frihedskæmpere i perioden fra efteråret 1942 til afslutningen af krigen i 1945.
-Ja, Jens Otto Krag var en personlig ven. Han forlod ”Kredsen” efter venskabelige råd fra Henry Grünbaum, men alt for sent. Hans troværdighed svækkedes, men det blev opvejet af Jens Otto Krags store format som politisk tænker.”

Sikke en samtale. Flere fulgte. Og det blev til et langt essay, som jeg sendte til Henry Grünbaum.

Han godkendte det faktuelle indhold i essayet, og den unge journalist var stolt, men vidste også, at det var Henry Grünbaum egne tanker, han roste til skyerne.

Det er i det historiske lys, jeg  ser den falske og manipulerende socialdemokratiske fortælling om bevægelsens position og aktiviteter under nazisternes besættelse af Danmark og samarbejdspolitikken frem til sammenbruddet i august 1943.

Det er i det lys, jeg er kritisk overfor arrangementet på befrielsesaftenen på søndag på Springvandspladsen midt i Hjørring. Alsang, korsang og installationskunst har jeg intet imod, men jeg finder det forkert, at det bygger på en falsk socialdemokratisk fortælling.

Lad da bare borgmester Søren Smalbro byde velkommen, når han nu så gerne vil. Han er trods alt stadig vores borgmester.

Men at Thomas Klimek, socialdemokratisk byrådsmedlem, 2. viceborgmester, byrådskandidat og nu også folketingskandidat er en af hovedtaleren er groft misbrug af en mindeaften, udtryk for personlig valgkamp og udtryk for disrespekt.

Det gælder, uanset hvad Thomas Klimek siger, og veltalende er han da. At han skal tale har absolut ingen legitimitet. Absolut ingen.

Den socialdemokratiske illusion er fuldkommen, og arrangøren cementerer sit eget falske udgangspunkt, den falske socialdemokratisk fortælling om besættelsestiden, og bruger 227.000 skattekroner på et anmassende arrangement, der selvfølgelig vil få tårerne frem på kinderne på alle forældre og bedsteforældre, når de søde skolebørn synger, men det havde dog været at foretrække, at arrangementet var blevet fastholdt i traditionen i værdighed og respekt for alle frihedskæmpere, der ofrede deres liv for os.