Hjørring-virksomheden ThermIT har stærke samarbejdspartnere i mange lande og sælger digital temperaturovervågning af køl, frost, høje temperaturer og fugt fra Grønland til Thailand med et klart signal om, at bæredygtighed er vigtig.
– Vi satte for nogle år siden for alvor fokus på klimaet og genbruger for eksempel så meget som muligt. Vi køber blandt andet sensorer tilbage, når batterierne efter fem til seks år er færdige. Vi forsøger hele vejen igennem at leve op til vores forpligtelser som en del af Hjørring Kommunes klimahandleplan, Den Store Klimarejse, siger ThermITs direktør Ivan Lindgren Hansen.
En del af indsatsen som klimapartner i Hjørring Kommune er at oplyse og inspirere andre med fortællinger om, hvordan ThermITs bæredygtige system er med til at mindske spild af medicin og fødevarer.
ThermIT er også med til at optimere energiforbruget på for eksempel lokale plejecentre, i lokale butikker og apoteker og sygehuse over hele landet, i mange færgers køkkener og nu også i væksthuse ude i den store verden. For nu blot at nævne nogle få eksempler.
En af ThermITs samarbejdspartner, som har banet vejen for den danske teknologi i foreløbig 51 væksthuset i det nordlige Thailand, er Ole Johansen.
Frøet spirede meget tidligt hos Ole Johansen, der i dag er en årgang 1959 passioneret frøspecialist og stifter af OJSeed, som hurtigt blev en international succes med rødder i ønsket om bæredygtighed.
Stifteren har en lang karriere inden for landbrug og frøproduktion og har stadig fuld fart på med skiftende bopæl i Danmark og Thailand i den danske vinterperiode.
Ole Johansen voksede op på en gård i Sønderjylland, hvor hans familie i generationer har arbejdet med frøproduktion. Denne tidlige erfaring plantede uden tvivl kimen til hans store interesse i frøudvikling.
Midt i den store ekspansion insisterede Ole Johansen på, at firmaet skulle forblive tro mod sine rødder med et stort fokus på bæredygtighed. Han samarbejdede med småbønder for at sikre, at traditionelle sorter også blev anvendt som grundstamme til udvikling af nye sorter.
Med sin store erfaring kombinerer han teknisk viden og praktisk indsigt for at levere frøløsninger til forskellige markeder.
– Jeg har arbejdet med forskellige slags frø i 40 år. Lige fra som helt ung at være landmand til senere som agronom at bidrage til udvikling af nye sorter, planteforædling, til frøproduktion, marketing og salg over hele verden.
Danmark har i over 150 år haft en stor international frøbranche indenfor græs, grønsager og blomster med over 95 procent til eksport af frø.
– Jeg har arbejdet med mange slags frø, heraf de fleste år har jeg arbejdet med grønsagsfrø til verdensmarkedet primært EU, USA, Australien, Asien, Afrika og Sydamerika.
Ole Johansen har i halvdelen af sit arbejdsliv arbejdet i Asien med base i Chiangmai Thailand i 15 år og to år i Hanoi Vietnam.
– Selvom jeg har boet så mange år i Sydøst Asien, har jeg altid haft stor fokus på de mest udviklede markeder i Japan, Sydkorea og det østlige Kina.
– Frø er første input i dyrkning af afgrøder til mad og dyrefoder. Derfor er frø meget vigtig for, at mennesker og dyr får tilstrækkelig mad og foder. Udbytte af planterne er vigtig, men lige så vigtigt er det, at nye sorter er resistente imod sygdomme, så landbruget kan reducere forbrug af pesticider.
Ole Johansen fortæller, at det meste frø produceres på friland verden over. Frøproduktion er dog mere usikker end produktion af afgrøder, som bruges til mad og foder.
– Derfor spreder frøfirmaerne for eksempel produktionen af grønsagsfrø til en række lande med forskelligt klima. Det reducerer risikoen for at miste hele frøafgrøden ved for megen regn, tørke, varme eller kulde.
Den danske frøspecialist har altid arbejdet meget med netværk på tvær af grænser, og han er blandt andet bindeleddet mellem den danske virksomhed ThermIT og senest en virksomhed i det nordlige Thailand med blandt andet 51 væksthuse med frøudvikling og produktion.
– En stigende andel af verdens produktion af grønsagsfrø udføres i væksthuse i Asien for at sikre frøudbytte og frøkvalitet. En af ulemperne ved produktion af for eksempel tomatfrø i væksthuse er dog at der kan blive for varmt, helt op til 50 grader. Hvis ventilationen bryder sammen, bliver tomatfrøene så varme inde i frugterne, at spire-evnen mistes.
– Derfor bliver væksthusene mere og mere avancerede med etablering af klimastyring, skyggegardiner, ventilatorer og sensorer til at måle temperaturen døgnet rundt.
– Sensorerne er forbundet til telefonen, så man modtager alarm når temperaturen enten bliver for høj eller for lav og produktionslederen kan redde produktionen ved forskellige tiltag i væksthuset.
– Det er her at ThermIT kan levere enkle løsninger til produktionslederen, som måske har over 50 væksthuse at holde styr på. Det er meget spændende, og potentialet i ThermITs smarte system er stor, siger Ole Johansen.
Her kan du læse mere om danske ThermIT i Thailand…