Den lokale træskærer Henrik Woodpek var i forgårs en tur ude ved Mårup Kirke. Det vil naturligvis sige derude, som han også påpeger, hvor kirken blev påbegyndt nedtaget i november 2007. Kirken er dermed ikke mere efter at have stået der, siden den blev bygget i det tidlige 1200 tal, noterer han videre.
Kirken blev oprindelig bygget et par kilometer inde i landet. Siden da har havet ubønhørlige arbejdet på at få den til at falde ned sammen med den gamle kirkegård, som for sin part fortalte og fortsat fortæller historier om pest og armod, drukninger og en lokalbefolkning op igennem århundreder. Henrik Woodpek fandt et sted, hvor han både kunne få lidt stemning med og samtidig få indrammet Rubjerg Knude Fyr.
For at anskueligøre det store dram og kampen mod havet, som tager alt det land, det kan komme til, vel at mærke også det sand, der er henved 70 meter over havets overflade, har den skarpe træskærer og fotograf ladet sig fortælle, at det alt sammen skrider ned, når havet arbejder og underminerer klitterne under de mange storme.
På billedet ovenfor står Henrik Woodpek på Mårup Kirkegård. Her kan man virkelig se, at det hele skrider i store sektioner. Det er også det, der er sket med kirkegården. Havet tager alt det, det kan komme til, og det store drama fortsætter ubønhørligt år efter år. Det er facinerende at se, hvordan naturen slet ikke lader sig stoppe.
Hvert år henter man tusindvis af kubikmeter sand i Hirtshals ved Pelles Strand og kører det så at sige hjem til Lønstrup. Det har foregået i årevis og vil nok fortsætte mange år endnu, bemærker Henrik Woodpek.
Billedet ovenfor har fotografen kaldt den yderste grav på Mårup Kirkegård. Den ligger helt ude på kanten og bliver den næste, der falder i havet, når der kommer endnu et skred, som der med sikkerhed gør. Det er bare et spørgsmål om tid.
Man kan virkelig se, hvordan det grantræ har lagt sig ned, efter måske flere hundrede år med vestenvind, kulinger og storme. Træet har kæmpet for at overleve, men nu er kampen snart bragt til ende.
Der er faldet mange skeletrester ned ad skrænten gennem tiden. Folk har været rimelige til at holde fingrene for sig selv, men ind imellem kommer The Bone Collector og henter resterne, så de kan begraves behørigt på Lønstrup Kirkegård.
Det har man gjort, hver gang der har været store skred, slutter Hnerik Woodpek, som dog lover en fortsættelse af episteln om den yderste grav ved Mårup Kirkegård.