Travlt og god energi har der været fra årets første åbningsdag med strikes i stribevis, god stemning og en ordrebog, der truer med snart at melde fuldt hus til større arrangementer…
Har du fx aftalt med dine medarbejdere, at I måske skal holde julefrokost hos Jeanette og Ole, så er det med at få lavet den aftale nu!
Onsdag eftermiddag var der hektisk aktivitet på alle baner…
Banerne blev delt mellem en flok unge fra FGU Hjørring og en mere eller mindre fasttømret gruppe i aldersspektrummets anden ende… og i begge grupper blevet der jublet og bandet afhængigt af graden af overensstemmelse mellem hensigt og resultat… Bedst som man får lavet en strike, kan næste kugle sagtens resultere i nix og ingenting…
Tirsdag, onsdag og torsdag eftermiddag er afsat til bowling for pensionister og ligesindede med hang til at hænge ud med hinanden, en god historie tilsat til lidt konkurrencementalitet… for uanset hvor nedtonet det kan se ud, så handler det også om at gøre en god sportslig figur…
Har du lyst til at prøve alene eller sammen med en ven, så kan jeg anbefale, at du møder op ved 13-tiden… så bliver du placeret på en bane og kan se frem til halvanden times bowling i godt selskab fra 13.30 til 15, og alle herlighederne bliver afsluttet med kaffe og kage…
Kaffe, kage, skoleje, baneleje… det hele for kun 80 danske kroner…
Værtsparret har på seneste satset på, at Bowlingcentret også kan byde på aktiviteter for børn og andre, der måske lige har lyst til en kop et eller andet over et fælles brætspil… og man er ikke forpligtet til at bowle…
Der er ingen tvivl om, at Hirtshals Bowlingcenter bidrager væsentligt til egnens aktivitetsmuligheder og i den grad med fokus på en social sport, hvor alle uanset alder kan mødes og opleve et par goder timer måske kombineret med et fælles måltid…
Bowlingcentret blev etableret i 1998, og Ole og Jeanette overtog i 2018 stedet, som med massiv hjælp af familie og venner blev renoveret og klargjort til publikum, som i øvrigt består af både lokale, knapt så lokale og bowlingfans af alle nationaliteter…
Foto: Elling.