Tirsdag den 27. december klokken 20.30 går Back in Black AC/DC Rocumentary på scenen hos Restaurant Tannishus i Tversted til en koncert med fuld drøn, når de brænder AC/DC-musik af på bedste vis.
– Vi har allerede solgt mange billetter både til spisning og til koncerten, hvor dørene åbnes klokken 20. Her kan man også møde op og købe billet til selve koncerten, og man kan også ringe 9893 1482 og bestille, fortæller Åge Vinther, der selv er til god guitar-rock.

Klokken 18 serveres menuen Angus oksefilét m/bagt kartoffel med kryddersmør, sautégrønt og ”a whole lotta whiskysauce”, og så burde opvarmningen være på plads.
Der er lagt op til et se- og høreværdigt show med Back In Black, som spiller AC/DC-musik til meget høje karakterer. Australske AC/DC er et hard rock-band, som anses for at være pionerer inden for heavy metal. Gruppens medlemmer har dog altid klassificeret deres musik som rock ‘n’ roll”.
Back in Black tager highwayen til scenen i Tversted og stiller med følgende angrebsivrige hold: Vocal: Jimmy Olsen – Lead guitar: Carl-Evald Jensen – Rhythm guitar: Niels-Evald Jensen – Bass: Torben Hlubek Tanghøj – Drums: Allan “Balle” Rasmussen.


