Broen over søerne er nu færdig i Tversteds Have. Den binder området smukt sammen og giver samtidig nye oplevelsesmuligheder med det legende forløb og kig til vandet.
Byggeriet af det overdækkede Tankested er godt i gang. Tømmeren skulle gerne blive færdig i løbet af uge 41. Det ser ud til at blive et dejligt samlingspunkt for både store og små, oplyser Louise Høholt i et nyhedsbrev fra Tversted Borger- og Turistforening.

I sidste uge var Havegruppen i fuld sving med at så de indsamlede frø fra de brune klitter ved stranden. Hele 23 forskellige arter er nu sået i flamingokasser ved Klitgården.
Til foråret bliver de udplantet på bakkerne ved Skolevej. Et vigtigt skridt mod at skabe en levende og lokal biodiversitet i Haven.
Haven er støttet af Nordea-fondens Her gror vi pulje.
Kilde: Tversted Borger- og Turistforening.
Foto: Privat.


