Af Thomas Storm
Dansk Folkeparti
Kandidat til kommunal- og regionalvalget 2025
Derfor stiller jeg op for Dansk Folkeparti i Hjørring: Erfaring, faglighed og fællesskab
Der bliver ofte talt om, at vi mangler kandidater med erhvervserfaring i politik. Mange efterlyser flere, der ved, hvordan hverdagen ser ud ude på arbejdspladserne, og det forstår jeg godt. For politik skal ikke kun handle om tal, teori og fine ord. Det skal handle om virkeligheden.
Jeg er 29 år, men jeg har allerede 7 års erfaring fra tømrerfaget. Jeg har stået tidligt op, mærket kulden i fingrene, og arbejdet hårdt for at levere kvalitet. Det har givet mig respekt for det håndværk, der får Danmark til at hænge sammen, og for de mennesker, der hver dag får tingene til at fungere.
Men jeg tror også på, at viden og forståelse er vigtigt. Derfor tog jeg først en fuld erhvervsuddannelse, senere en fuld HF, og nu læser jeg sociologi på 5. semester. Jeg har valgt ikke at blande alt muligt sammen undervejs, for jeg tror på kvalitet frem for kvantitet. Når jeg gør noget, gør jeg det ordentligt.
Når jeg taler om behovet for en bedre balance mellem akademikeren og erhvervsarbejderen, så ved jeg, hvad jeg taler om. Jeg har stået med begge ben i begge verdener. Og jeg ser, hvordan begge sider ofte har en tendens til at holde sig til deres egen gruppe, det er naturligt, men det er ikke sundt for samfundet.
Hvis vi skal skabe løsninger, der virkelig gavner borgerne, skal vi bygge bro. Akademikeren og håndværkeren skal ikke stå i hver sin lejr, de skal løfte i flok. For ingen gruppe kan skabe et tilfredsstillende samfund alene. Det kræver samarbejde, respekt og fælles ansvar.
Jeg stiller op for Dansk Folkeparti, fordi jeg tror på netop de værdier: fællesskab, ansvar og kærlighed til Danmark.
Vi skal turde stå fast på det, der virker, og samtidig bygge videre på det, der kan blive bedre, både med hænderne og med hjernen.
”Det er ikke gammeldags at passe på hinanden”



En fra DF med en uddannelse, det kan umuligt passe.
Godt skriv