Indtil videre er der overraskende få, der har ønsket at tilkendegive, at de er positivt stemt i forhold til planerne om to kystnære havvindmølleparker i farvandet ud for Hirtshals. Umiddelbart kunne man tro at stigende el og gaspriser, klimaangst og krigen i Ukraine ville få mange til at støtte op om planerne. Men sådan er det ikke. Faktisk er der mere end seks underskrifter imod planerne for hver, der er for.
Her er nogle af argumenter som tilhængerne af de kystnære havvindmølleparker har fremført.
En Michael fra Hirtshals, skærer ind til benet og skriver kort og godt: ”Jo mere vedvarende energi jo bedre.”
En Jakob som bor Hjørring, er lidt mere kontant i tonen. Han skriver: ”Vi er tvunget til at producere grøn energi. Der er lige nu ingen alternativer.”
En anden Jakob som også bor i Hjørring, mener slet at ret, at ”Vindkraft er den rigtige løsning på energikrisen.”
Tom fra Hammel byder også de kystnære havvindmøller velkommen. ”Jeg er født og opvokset i Hirtshals og har lige købt en lejlighed deroppe. Samtidigt har vi brug for al den grønne energi vi kan få – ja tak i min egen baghave!!”
Søren fra Bindslev ser projekterne i et større perspektiv og skriver: ”Det er vigtigt vi finder nye løsninger der kan være med til at sikre vores børn/børnebørn i fremtiden.”
Poul fra Hirtshals har en pragmatisk tilgang og har fokus på de udviklingsmuligheder, som de store projekter vil give Hirtshals. Han skriver: ”Jeg har i Hirtshals i 40 år – og kender området. Selvfølgelig skal ulemperne undersøges nøje, og det må sikres at der lokalt engagement således at profitten bliver i Hirtshals.”
Jane fra Vejle, som har et sommerhus i Krage Klit byder også den nye udsigt velkommen. Hun skriver: ” Vi har sommerhus på Krageklit. Men til trods herfor mener jeg at vi er nødt til at støtte den grønne omstilling. Derfor ok herfra.”
Bo fra Hirtshals kunne være en af de uheldige danskere, der har gasfyr. Han skriver: ”Vi skal ud af dette gas helvede og have mere grøn strøm som kan drive vores varmepumper.”
Peter fra Tornby mener ikke, vi har noget valg på grund af Putin og den globale opvarmning. Han skriver: ”Vi har ikke noget valg. Vi kan ikke undvære energien, vi vil være uafhængig af ham mod øst, vi vil sikre at kloden er beboelig for vore børnebørn. Sæt i gang…”
Det er forsat muligt, at give sin mening til kende med underskrift og kommentarer på Nordsøpostens underskriftsindsamlinger.
Link til underskriftindsamlingen Ja Tak til kystnære havvindmølleparker ved Hirtshals
Link til underskriftindsamlingen Nej Tak til kystnære havvindmølleparker ved Hirtshals