Lad det være sagt allerede indledningsvis, at der ikke er så meget som en kritisk lillefinger at sætte på personalets indsats denne søndag ved testcetret på Aage Holms Vej i Hjørring.
Det er til gengæld meget langt fra godt nok, at de ansvarlige beslutningstagere ikke har udvist rettidig omhu og fået kapaciteten samt logistikken helt op i gear, når regering og myndigheder lægger så stort pres på os borgere for igen at få flest mulige danskere igennem systemet med både vaccinationer og test.
Søndag formiddag var der meget, meget lange køer med timelang ventetid i frostvejr og bidende blæst udenfor både ved vaccinationscentret på Læsøvej og ved teststcentret på netop Aage Holms Vej. Ved testcentret fik en ældre kvinde desuden et ildebefindende i kulden og måtte have hjælp fra os omkringstående og personalet.
Når det beskrevne ikke er godt nok, skyldes det ikke denne skribents bekvemmelighed eller en enkelt borgers kollaps, men kort og godt hensynet til den solide opbakning, der hidtil har været til regeringens og myndighedernes håndtering af pandemien. Hvis ikke der hurtigt sker noget på området, trues fundamentet, der indtil nu har hvilet trygt og solidt på tillid.
Afslutningsvis skal man som borger naturligvis også selv huske, at man kun skal bestille PCR test, hvis man har symptomer eller er nær kontakt til en smittet. I modsat fald råder myndighederne til, at man kun får taget en kviktest, men dette skyldes i sagens natur også en erkendelse af, at systemet ikke er oppe i gear.
Spild af samfundets penge