Alt mens mængden af sælerne øges overalt i de danske farvande, møder man nu oftere de håndgribelige og altødelæggende konsekvenser af den store sæl-udbredelse – parasitterne.
Den hastigt stigende sæl-bestand i visse områder af vores farvande giver nemlig betydelige miljø- og sundhedsmæssige problemer, der ikke lader sig fjerne med enkelte snuptags-løsninger. Vores to sæl-bestande, spættet sæl og grå-sælen, medbringer og spreder nemlig i stigende grad forskellige snyltende orme, der specielt inficerer torsken.
Fiskere har særligt mærket forøgelsen og væksten i sæl-bestanden ved, at fiskene i deres garn skamferes og efterlades skambidte med hoveder uden krop og hale pga. sælernes glubske appetit. Appetit på de »forsvarsløse« torsk der sprællende i garnene, uhjælpeligt sidder fast i netmaskerne og derfor er et let bytte for de sultne og glubske sæler.
Men udover skader på garn og redskaber, så gør sælerne også indhug på de lokale og ofte kommercielt vigtige fiskestammer, til stor ærgrelse og irritation for fiskerne og erhvervet i land. Erhverv der således går glip af store eksport-indtægter, når fisken, der ellers skulle være ilandbragt, men istedet må kasseres efter at have fået bid og skader fra sælerne.
Men endnu værre, så spreder sælerne en række skadelige parasitter til adskillige fiskearter i miljøet, hvor det især er torsken som rovfisk der bliver ramt. (Sidste led i fødekæden af fisk).
Så når bestanden af sæler i vore farvande vokser, så øges antallet af forskellige snyltende orme også i havområdet, hvilket giver kolossale problemer for både erhvervs-fiskeriet, men også for sundheden og dyrevelfærden hos andre dyrearter.
Stigende problem med sæl-orm
Livscyklus for torske-ormen (Contracaecum osculatum) eller rettere sæl-ormen (Pseudoter-ranova decipiens) minder meget om livscyklus for den føromtalte lever-orm.
For kun 40 år siden var der kun få tusinde spættede sæler tilbage i Danmark og grå-sælen var praktisk taget udryddet i landet. Efter et »vellykkede« forvaltningstiltag har bestandene af spættet sæl længe været i fremgang og grå-sælen er i stigende grad vendt tilbage til de danske farvande. Med de øgede sæl-bestande er fiskernes problemer tiltagende med både tab af fisk men også med ødelagt redskaber og garn. Det er en uholdbar situation for det giver også andre potentielle problemer med sælerne der tydeligvis, kan jage fisk ud af vigtige fiskeriområder. (incl. gydeområder) til skade for den naturlige udvikling af fiskearterne.
Tilbage til problemet med sælerne og dennes orme og parasitter, måske bedst forklaret af én med problemet inde på livet (Fisker/biolog kendt af FiskerForum.dk) – som siger følgende:
Citat: »De forbandede sælorm. Det ender helt galt hvis der ikke snart gøres noget.«
Han forklarer videre, at der i den centrale Østersø er 100 procent af torsken inficeret med orm, jævnt faldende til knapt 40 procent i torsken omkring Kattegat. Han henviser i samme øjemed, til at ny forskning også viser at skarv spreder denne ulykke. Efter hans mening er mange millioner mennesker derfor direkte eller indirekte påvirket af denne katastrofe, som har ramt østersøen’s torsk, som iøvrigt i forvejen er ramt af et gennemreguleret erhvervs-fiskeri, fritids-fiskeri og lyst-fiskeri, som nu er lukket helt ned.
Men op imod titusindevis af især grå-sæler (øges med 8 procent om året) og snart 1 million skarver i norden/nordeuropa, der nu hærger ikke kun den pressede torskebestand, men også alt andet fiskeliv. Skarv og sæler fortærer flere hundrede tons fisk i døgnet og spreder optil flere slags orme og snyltere, der nu også ses i både fladfisk og ulke.
Så trods de nuttede Walt Disney fugle og dyr, med deres skønne fjerdragt og store våde øjne, så er disse ynglestærke dyr og fugle, nogle super-effektive dræber-dyr der, hvis fiskeriet skal have en chance for at overleve, bør reguleres kraftigt og gerne snarest ned til et bæredygtigt antal og niveau.
Så vi efter hans mening kan blive fri for at fange radmagre orme- og paracit-fyldte fisk og gøre ulækre små fund i en vores ormefyldt aftensmad. Det hele på baggrund af bla. de grønne organisationer, ngo’ers og den venstre radikale populistiske presses skønmaleri af sæl/skarv med walt Disney’s agtige billeder, der nemt påvirker storbyernes »grønne stemmer« da de jo ikke ved bedre end det de ser og læser i de målrettede »bevarmigvel« kampagner – han kræver handling nu.
Kilde: FiskerForum.
Indlægget her er meget tydeligt. På en lang række arter – menneskene inclusivt – så mangler lovgivningen, administrationen og udføreslen begrebet TIL PAS.
Det gælder i den grad også på land.
Udover disse udrydningstruede arter, så burde der være en mere aktiv bekæmpelse af de invasive arter, vi kan holde nede eller borte.
Og man må også vænne sig til ny, for de er ikke til at fjerne. I havet er det flere arter muslinger og snegle. Det er også underligt, man endnu i Danmark ikke kan finde ud af at fange på de årlige forsamlinger af mulkter.
Jeg har så lige set på svensk TV, at der knapt findes havgedder øst for Bornholm. De er blevet bortfisket. Dem vest for(sådan øst for stevns og ved møn er faktisk halvt svenske uasatte fra de nu tomme områder formerer sig fint). .
TIL PAS
Hvad skal Vi med hjorte og vildsvin overalt. Det er lige ved nogle fiskere for en periode skal så på land og have permanent jagttegn.
Ikke et ord om de mange sagesløse får, der hvert år skånsels løst bliver myrdet af ulvene eller hjortenes afgnavning af den gode raps .
Jeg tror ikke, at antallet af sæler og skarver har den indflydelse de tillægges, antallet af begge arter er langt under tallene fra fortiden. Det ligner mere brødnid udløst af overfiskeri. Her er et par eksempler på hvordan regulering også kan indvirke på naturen:
19. Chairman Mao’s bird-brained cull
Bettmann/Getty Images
Mao Zedong, it seems, was often angry at the world. And in 1958 the Chinese leader crystallized this rage into a program known as the four pests. The less-than-fab four were identified as rats, flies, mosquitoes — and the humble house sparrow. All of those creatures were to be killed on sight. The diminutive brown birds were in the frame because they ate crops rightfully bound for human mouths.
Savory Global/Wikimedia Commons | CC BY-SA 4.0
An ecologist called Allan Savory was appalled by the increasing desertification of parts of southern Africa, including Zimbabwe. He concluded that the blame for this lay with elephants, which he believed were devastating the landscape. So Savory decided the only answer was to cull the huge beasts. Based on his theory, some 40,000 were slaughtered — with absolutely no discernible effect on desertification.