Af Thomas Klimek (S)
Formand for Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget
Hjørring Kommune
En frisk prognose fra AE fremskriver, at Danmark kan mangle op mod 100.000 faglærte i 2030. 100.000! Tallet er intet mindre end en potentiel katastrofe.
Det er det ikke alene for det faglige, danske arbejdsmarked, men for 5,8 millioner indbyggere i Danmark. Det vil utvivlsomt få meget store konsekvenser for os alle sammen, hvis ikke der handles nu. Udfordringen har været kendt i årtier, men udviklingen går kun den forkerte vej. I 2016 pegede fremskrivninger på, at Danmark ville mangle 70.000 faglærte i 2025, og de friske tal viser, at det kun går den vej, hønsene skraber.
Hvis ikke denne udvikling standses, vil det afstedkomme faldende lokal beskæftigelse, rekrutteringsproblemer for alle brancher, presse det lokale og geografiske uddannelsesudbud, svække dansk konkurrenceevne og et deraf følgende dyk i velfærdsmulighederne. Vi risikerer, at uddannet dansk faglighed i stor stil forsvinder, fordi vi ikke i tide har fornyet vores egen faglige ”fødekæde”. Bliver det en realitet vil udbredelsen af, ofte ukvalificeret, udenlandsk arbejdskraft overtage det danske arbejdsmarked. Det er ikke ønskeligt ift. de faglige standarder og den kvalitet, som faglærte i Danmark leverer.
Det vil få vidtrækkende konsekvenser. Det faglærte Danmark er nemlig en af de helt store og væsentligste årsager til, at et lille land som Danmark historisk har kunnet klare sig godt. Det er en grund til, at dansk håndværk og knowhow benyttes i hele verden. Alle kender vel en håndværker, montør eller anden, der har arbejdet i udlandet. Det er fordi, at danske uddannelser og faglighed har en høj standard.
Der skal derfor handles såvel politisk som af civile borgere. Folketinget må iværksætte de hidtil mest ambitiøse trepartsaftaler om praktikpladser, der indbefatter øgede muligheder for unge, voksenlærlinge og erhvervsskolerne – og tænk også grundskoler og jobcentre ind i en storstilet indsats.
I kommunerne skal vi styrke de lokale samarbejder med de faglærte erhverv endnu mere, så endnu flere borgere kan se, hvilke glimrende muligheder det faglærte Danmark rummer, men det er ikke nok. Lokalt har vi iværksat Ungegarantien, hvor over 100 lokale virksomheder bakker op med de åbne døres politik, men vi skal have langt flere med.
Men det gøres ikke alene af erhvervslivet og politiske beslutninger. Som civile borgere har vi også et medansvar for at tale faglærte muligheder op. Vi skal opfordre erhvervsdrivende til at tage lærlinge og motivere familie, venner og bekendte til at afsøge mulighederne for at blive faglært. Som faglært for et kvart århundrede siden kan jeg skrive under på, at et svendebrev er et værktøj, der bruges resten af arbejdslivet på tværs af brancher og erhverv.
2030 er lige om lidt. Alle kan se isbjerget forude, og der venter en uoverskuelig regning og mangel på faglærte, hvis ikke alle gør en ekstra indsats nu.
Foto: Arkiv.