Kort før kl. 10.00 ankom H.M. Kong Frederik X, H.M. Dronning Mary, H.K.H. Kronprins Christian, H.M. Dronning Margrethe, H.K.H. Prins Joachim og H.K.H. Prinsesse Benedikte til Folketinget.
De blev modtaget af Folketingets Præsidium, som fulgte dem til Folketingssalen, hvor Folketingets formand, Søren Gade, åbnede mødet kl. 10.00. I sin tale fremhævede formanden relationen mellem Folketinget og Kongehuset:
»I dag markerer vi tronskiftet i dansk demokratis mest betydningsfulde sal – Folketingssalen. Det er udtryk for, at den folkevalgte og den nedarvede magt kan virke lykkeligt sammen. Fordi begge parter forstår og respekterer de opgaver og ansvarsområder, som de hver især varetager og repræsenterer. Jeg vil ønske Hans Majestæt Kong Frederik X lykke og styrke til at løfte arven efter Hendes Majestæt Dronning Margrethe II,« sagde Søren Gade.
Folketingets formand takkede også H.M. Dronning Margrethe for hendes 52 år på tronen:
»Hendes Majestæt Dronning Margrethe var ikke alene dronning af sin tid, men i lige så høj grad dronning til sin tid. Dronningen moderniserede kongehuset og bragte kongehuset tættere på danskerne. Ikke gennem store omvæltninger. Men skridt for skridt. I respekt for historien og traditionerne i monarkiet.«
Da formanden havde holdt sin tale, gik statsminister Mette Frederiksen på talerstolen. Hun afsluttede sin tale med at overlevere en mundtlig meddelelse fra kongen til Folketinget.
Mødet i Folketingssalen blev rundet af med, at Folketingets formand udbragte et nifoldigt leve for den nye regent. Da mødet var ringet af, optrådte DR Pigekoret.
Efterfølgende var der reception i Landstingssalen for folketingsmedlemmer og andre særligt indbudte gæster.
Kongens meddelelse til Folketinget
Vi, Frederik X af Guds nåde, Danmarks konge, skal herved meddele, at vor kære mor, dronning Margrethe II den 14. januar 2024 i Statsrådet har frasagt sig tronen.
Med Guds hjælp og folkets kærlighed har dronning Margrethe II igennem sin 52-årige regeringstid alene haft Danmarks bedste som sit mål og lagt alle sine kræfter i en trofast og pligtopfyldende indsats herfor.
Dronningens kærlighed til hele kongeriget har været gengældt, og overalt er dronningen blevet mødt af varme, hengivenhed og påskønnelse.
Vi skylder dronningen taknemmelighed for med al sin flid at have forfulgt sit livs mål længere end nogen anden regent før hende.
Vi har nu i overensstemmelse med Danmarks Riges Grundlov og tronfølgeloven overtaget det ansvarsfulde kald som Danmarks konge. Det er en opgave, som vi vil gøre vort yderste for at løfte.
Sammen med dronning Mary vil vi lægge alle vores kræfter i at tjene hele det danske kongerige i al tid, vi bliver givet.
Det er vort håb, at det må lykkes os at yde en indsats til gavn for hele rigsfællesskabet og at vinde folkets tillid.
Vi indleder vort ansvarsfulde gerning som Danmarks konge i forvisning om, at Folketinget vil møde os i det fælles arbejde for kongerigets bedste.
Givet på Christiansborg Slot 14. januar 2024.