De hollandske bomtrawlere, som pløjer havbunden op ud for bl.a. Hirtshals i jagten på fladfisk, skal forbydes, og Øresund skal fredes. Sådan lyder et par af punkterne i et fælles havudspil, som Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt og de radikale næstformand Martin Lidegaard præsenterede forleden.
I udspillet foreslår de, at 30 procent af Danmarks havareal skal beskyttes. Det er af nogen blevet forstået som et ønske om at indskrænke dansk fiskeri, men det er på ingen måder tanken, understreger Morten Messerschmidt:
Ønsker stærkt dansk fiskeri
”Vi i DF ønsker et stærkt fiskeri. Og udover fredningen af Øresund er det, der har været tanken bag udspillet, at vi skal de ødelæggende hollandske bomtrawlere i Nordsøen til livs. Det var baggrunden for formuleringen om 30 procent. Der skal ikke være tvivl om, at det fra vores side alene har handlet om Øresund og de hollandske bomtrawlere. Hvis det kan forstås anderledes, er det en fejl,” siger Morten Messerschmidt – og fortsætter:
”Allerede i februar foreslog DF på Christiansborg et totalforbud mod såkaldt demersalt fiskeri med bomtrawl i Skagerrak og Nordsøen. Det holder vi fast i. Men målet er netop ikke at ramme dansk fiskeri, som jo for langt det meste er miljømæssigt skånsomt. Målet for mig er derimod at få standset det bomtrawl, der virkelig er ødelæggende for havmiljøet – og især foregår i Nordsøen”.
Vil presse regeringen
Udspillet fra de to partier har til formål at lægge pres på regeringen, der ifølge Morten Messerschmidt for længst burde have fremlagt et havudspil.
”Danmarks havplan skulle for længst have været i høring og genstand for politisk forhandling, men regeringen har hverken spillet ud med nogen plan eller mere specifikke tanker om rammer og mål for havplanen. Derfor fremlægger Radikale Venstre og Dansk Folkeparti nu vores bud på de rammer og mål, som vi mener, at den danske havplan bør bygge på. For vi mener, at det haster med en havplan, både af hensyn til naturen og erhvervslivet,” lød det i en fælles udtalelse fra Martin Lidegaard og Morten Messerschmidt, da udspillet blev præsenteret.
Gør Øresund til ’marin nationalpark’
Sidste sommer kom det frem, at flere kommuner langs Øresund har udledt enorme mængder urenset spildevand i Øresund. Det gør en havplan ekstra presserende, mener de to partier, der vil give Øresund status af ’marin nationalpark’, der skal nyde en særlig beskyttelse.
”Vi vil gerne mindske udledningen af kvælstof i havet ved hjælp af et forbud mod planlagte udledninger af urenset spildevand samt skærpede krav til kommunernes mulighed for at give tilladelser til udledninger fra lokale rensningsanlæg – især på de tidspunkter af året, hvor der er en ekstra algevækst ved tilførsel af næringsstoffer, siger Morten Messerschmidt, som ”håber og tror” at spildevandsudledningeen bliver et stort tema i efterårets kommunalvalgkamp i Øresunds-kommunerne.
Kilde: Dit Overblik.