Både UFP-Lokallisten og Dansk Folkeparti står uden for næste års budgetforlig i Hjørring Kommune.
Dansk Folkepartis Frode Larsen efterlyser en mere erhvervsvenlig kommune og siger, at det var bedre, da Arne Boelt var borgmester. UFP-Listens Erik Høgh-Sørensen kalder budgettet ”asocialt og visionsløst”.
Begge mener, at byrådsflertallet gemmer penge væk fra borgerne og forsinker løsninger på kommunens akutte problemer inden for handicap- og ældrepleje samt på skolerne.
Frode Larsen, DF:
”Det var take it or leave it. Det giver jeg ikke fem flade ører for. Hjørring Kommune er ikke erhvervsvenlig nok. Den er for rød. Det var faktisk bedre, dengang Arne Boelt var borgmester, for da vidste man, hvem der styrede. Der er ingen forskel på Venstre og Socialdemokratiet,” siger byrådsmedlem Frode Larsen (DF) og henviser til en af flere indtjeningsmuligheder, der ikke udnyttes:
”Der kunne tjenes 10 millioner kroner om året på en parkeringsafgift for autocampere, f.eks. ved Rubjerg Knude, og de 10 mio. kr. kunne vi bruge ekstra på en bedre ældreservice.”
Erik Høgh-Sørensen fra UFP-Lokallisten beskylder Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Radikale, SF og Enhedslisten for at gemme penge til valgflæsk næste år.
”Forliget er både asocialt og visionsløst. Der er krise i handicapplejen, ældreomsorgen og på skolerne, og det kunne vi løse med nogle af de 100 mio. kr., som forvaltningen pludselig fandt ubrugt for et par dage siden. Men det sker ikke. Forligspartierne fortsætter deres besparelser, og de fastholder forhøjelsen af kommuneskatten. De sætter til på gyngerne, hvad de har tabt på karrusellerne,” siger han.
”De 100 mio. kr. blev fundet på viceborgmester Per Møllers (K) arbejdsområde. Den konservative udvalgsformand savnede åbenbart ikke pengene,” fortsætter Erik Høgh-Sørensen.
”Nu er de seks forligspartier enige om at gemme pengene, som så kan deles ud som gaver og valgflæsk i næste års valgkamp. Problemet er, at pengene så først når borgerne i 2026, altså efter valget i 2025. Pengene burde arbejde for borgerne allerede i 2025, og nu afhænger alt af, at de seks forligspartier rent faktisk holder deres valgløfter. Kan man stole på det?”
Sludder og vrøvl I 2 havenisser – INTET var bedre da Arne Boelt var borgmester.