Det lå derfor lidt i kortene, at også skolens traditionsrige juleafslutning skulle udsættes for et par corona-benspænd.
Ganske rigtigt stod det da også forholdsvist tidligt klart, at arrangementet var umuligt at gennemføre i sin traditionelle form med fælles morgensang i skolens idrætshal for alle skolens elever samt efterfølgende julegudstjenester i Sct. Catharinae Kirke.
– Vi havde derfor taget kirken ud af ligningen og aftalt med kirkens præster, at de i stedet kunne holde deres juleprædikener i tre separate, corona-sikrede arrangementer uden fællessang i vores idrætshal, hvor der er masser af plads og udluftning. På den måde skulle vi ikke gå glip af en af vores bedste traditioner her på HPR, fortæller skoleleder Klaus Lundsgaard.
Udvidelsen af nedlukningen til hele landet per onsdag d. 16. december satte dog også en stopper for den plan, og så var gode rå pludseligt dyre. En aflysning af afslutningen kom dog aldrig på tale, forklarer Klaus Lundsgaard:
– Vi har fra starten af coronaens indtog i Danmark lagt den linje, at elevernes og personalets sundhed kommer først, ja-hatten lige efter. Så der var ikke andet at gøre end at finde en løsning, der tog højde for det øgede smittetryk, men samtidig hyldede fællesskabet og julehyggen.
Valget faldt derfor på en digital juleafslutning, som fik premiere på Hjørring Private Realskoles YouTube-kanal præcis kl. 9.00 fredag d. 18. december. Her kunne 0.-4. klasse følge med fra deres klasselokaler, mens 5.-10. klasse kunne følge med hjemmefra – alle sammen på samme tid.
Heldigvis var mange af juleafslutningens musikalske indslag allerede filmet på forhånd, da fællessang ikke er en mulighed i disse tider. Der skulle dog stadig filmes en del indslag, og med kun to dage til juleafslutningen var der nok at se til, fortæller skolelederen: – Fx havde vores 0. klasser indspillet musik og sang til deres indslag, men nu skulle der pludselig også indspilles en video af deres optog. Deres lærerteam kom derfor på noget af en opgave, med at få arrangeret, øvet og indspillet på så kort tid.
Også fra kirkens side var man klar på at lave en digital feberredning af juleafslutningen, og sognepræst Helle Bundgaard Laursen troppede derfor velvilligt op på skolelederens kontor for at holde sin prædiken i det midlertidige tv-studie dagen før juleafslutningen.
– Det er svært ikke at blive en smule rørt og meget taknemmelig over den positive indstilling og glade julestemning, der prægede det her hektiske forløb, lyder det fra Klaus Lundsgaard, som med stor spænding klikkede sig ind på YouTube fredag morgen for at fejre juleafslutningen sammen med resten af skolen: – Det hele forløb heldigvis fuldstændig efter planen. Og selvom vi var over 800 mennesker fordelt bag mere end 500 skærme, var vi i den grad stadig sammen, og jeg kunne mærke fællesskabsfølelsen og julehyggen helt ind i hjertet, slutter skolelederen.