I forlængelse af vores artikel om nogle borgeres bekymringer angående udledning og egenkontrol hos lakseproducenten Danish Salmon, med kommentarer fra den konservative udvalgsformand Søren Homann, har vi også kontaktet direktør Kim H. Lyhne.
– Vi håber at kunne møde de bekymrede borgere ved Naturmødet 2022. Vi har meget at vise frem i år og håber på at kunne fortælle mere om, hvad vi sysler med, bemærker indledningsvis Kim H. Lyhne, da vi henviser til artiklen og udtalelserne fra Søren Homann.
– Vores spildevandsanlæg er godt dimensioneret til at klare produktionen, efter vi opskalerede investeringerne på dette område henover 2015, 2016, 2017 og 2018, tilføjer direktøren, der også har en kommentar til, hvorfor udledningen af spildevand angiveligt er blevet flyttet i Hirtshals.
– Idet vi skal udvide produktionen i løbet af 2022, behøver vi et større vandindtag og vandafgang. Indtaget samarbejder vi med Nordsøen Ocenarium om, men vandafgangens fremtidige mængde er for stor til fællesudledningsrøret, som vi hidtil har haft med Hjørring Vandselskab. Derfor har vi flyttet udledningen til et i øvrigt bedre sted opblandingsmæssigt, forklarer Kim H. Lyhne.
Der er næppe heller tvivl om, at flere og flere lokale borgere får øjnene op for de positive perspektiver ved den hurtigt voksende virksomhed. Ikke mindst også takket være Kim H. Lyhnes fremlæggelse af virksomhedsn planer og visioner under en konference hos Hirtshals Havn sidste år på Nordsøen Oceanarium.
– Det er jeg super glad for at høre. Vi vil også rigtig gerne være gode naboer, og vi gør alt, hvad vi kan for at være de bedste naboer, mens vi forsøger at udvikle en ny erhvervssektor for Danmark og særligt i Hirtshals. Det er vi kommet langt med nu, og Hirtshals som by er en perfekt lokation, noterer dirketøren.
Med hensyn til den tidligere omtalte egenkontrol opsætter et akkrediteret miljølaboratorium, som for nuværende er SGS Analytics (det tidligere Analytech) måleudstyr, som udtager en række prøver henover 24 timer til én samlet prøve. Virksomheden bliver i den forbindelse ikke adviseret om tidspunkt for dette. Det ligger angiveligt i egenkontrollens grundlag, at virksomheden ikke skal orienteres derom.
– Herefter analyseres prøven for de reststoffer, som er defineret i kontrolprogrammet, som igen er taget fra vores miljøgodkendelse. Der udtages for nuværende cirka 12 prøver om året i et sporadisk interval for således at maksimere uforudsigeligheden i prøveprogrammet, slutter Kim H. Lyhne.