Lilleheden A/S havde som tidligere kortfattet omtalt for nylig fornøjelsen af at byde borgmester Søren Smalbro velkommen til en rundvisning på den store limtræsfabrik syd for Hirtshals.
Besøget gav ifølge direktør Hans Henrik von Platen-Hallermund anledning til en åben dialog om en række vigtige emner såsom den demografiske udvikling, uddannelse, rekruttering og samarbejdet omkring flexjobbere.

– Vi satte også pris på at drøfte kommunens gode service i forhold til byggetilladelser, samt vores ønske om, at kommunen prioriterer at bygge i træ, noterer efterfølgende Hans Henrik von Platen-Hallermund.
– Under besøget talte vi om flere spændende projekter, hvor Lilleheden har bidraget med limtræ blandt andet til halbyggerier, svømmehal, kulturhus, daginstitutioner, Kornets Hus og Det Sorte Tårn, som netop er blevet indviet, tilføjer direktøren.

– Vi sætter stor pris på borgmesterens engagement og på den åbne dialog om, hvordan vi i fællesskab kan styrke samarbejdet mellem erhvervsliv og kommune og samtidig fremme mere bæredygtigt byggeri i vores område, slutter Hans Henrik von Platen-Hallermund.
Foto: René Stoklund.


