Det kan blive en våd mandag med kraftige regn- og tordenbyger, der venter forude ude. Og der er risiko for, at store mængder nedbør kommer til at falde på kort tid.
DMI har derfor udsendt et lokalt skybrudsvarsel, som gælder i hele Jylland, Fyn og det vestlige Sjælland. Dermed er også alle de nordjyske kommuner på nær Læsø Kommune omfattet af skybrudsvarslet.
Det er særligt mandag eftermiddag, at risikoen for kraftige regn- og tordenbyger er stor. Varslet om lokale skybrud gælder mandag mellem klokken 11 og 23.
Det betegnes som et skybrud, når der falder mere end 15 millimeter regn på 30 minutter.
Beredskabsstyrelsen har i forlængelse af DMI’s skybrudsvarsel udsendt et tweet med fem gode råd til, hvad du kan gøre ved skybrud.
BEREDSKABSSTYRELSENS RÅD VED SKYBRUD
💧 Vær klar til at dække gulvafløb og toiletter
💧 Luk vinduer og døre
💧 Led vandet væk
💧 Hold ind til siden, hvis du er bilist
💧 Undgå kontakt med kloakvand
Kilde: TV2 Nord.