Danmarks Naturfredningsforening i Hjørring afholder Årsmøde torsdag den 23. oktober 2025 kl. 19 til 21.
Årsmødet finder sted på Spejdergården Højvælde, Enebærvej 14, 9800 Hjørring – umiddelbart ud til de skønne Hjørring Bjerge.
Årsmødet afholdes iflg. vedtægter, herunder valg af nye medlemmer til bestyrelsen.
I beretningen for året vil man orientere om flere aktuelle emner der pt. har stor bevågenhed: Det er f.eks. Den grønne trepart – kommende fredning ved Skallerup samt hele omstillingen af energi, herunder VE anlæg og biogas.
Efter årsmødet har man i år inviteret naturguide Anders Østerby til at fortælle om og vise billeder fra Skallerup Indlandsklitter.
Emnet er som omtalt i en tidligere artikel (se link nedenfor) meget aktuelt, da Hjørring kommune og Danmarks Naturfredningsforening i disse måneder arbejder på at få hele det fantastiske naturområde omkring Skallerup Indlandsklitter fredet. Fredningsområdet, som er et stort sammenhængende naturområde på i alt 1291 ha, strækker sig fra Lønstrup i syd til Tornby Klitplantage i nord, og indeholder noget af den mest værdifulde natur i Danmark. Der er, på grund af naturværdierne og det enestående landskab, tale om et område af national værdi.
Landskabeligt er fredningsområdet enestående i Danmark med sin tydelige geologiske opdeling i stenalderhavbund, gammel kystskrænt og ishavsbund, der efterfølgende er dækket med indlandsklitter. Enhver der besøger området, kan ikke undgå at blive fascineret af de hundredvis af perfekt formede indlandsklitter og den fantastiske udsigt over forlandet, stranden og havet fra den gamle kystskrænt.
Glæd dig til et spændende foredrag om Skallerup Indlandsklitter med masser af flotte billeder af klitter, dyr og planter fra området.
Ordstyrer: Asger Nielsen – formand i DN Frederikshavn.
Foreningen byder på øl og vand i pausen.


