Fredag den 14. marts er der dømt fejring hos Frisør Willy på Pakhustorvet 6 i Sindal. Her kan indehaver Gitte Falk og frisør Dorthe Nielsen nemlig fejre hver deres 20 års jubilæum i den velkendte salon.
Frisør Willy er en institution i Sindal og har serviceret byens borgere i mere end 60 år. Salonens historie startede i 1962, da Willy Christensen åbnede dørene på Østergade. Siden er salonen flyttet flere gange, og har nu slået sig permanent ned på Pakhustorvet.
Gitte Falk, Willy Christensens datter, startede sin karriere i salonen i 1986. Da hendes far gik bort i 2005, overtog hun salonen, som hun siden har drevet med succes. Samtidig med overtagelsen ansatte hun Dorthe Nielsen, som også kan fejre 20 års jubilæum i år.
– Det er en ganske særlig begivenhed, når både indehaver og ansat kan fejre 20 års jubilæum samtidig, fortæller Gitte Falk, og det skal selvfølgelig fejres med manér.
Derfor inviterer Gitte og Dorthe alle til kaffe og kage i salonen fredag den 14. marts i hele salonens åbningstid, fra klokken 8.30 til 17.30.
Frisør Willy er kendt som hele familiens frisørsalon, og det skyldes ifølge Gitte Falk det faguddannede og engagerede personale.
– Vi går meget op i at levere kvalitetsarbejde, og vi holder os konstant opdateret med de nyeste trends og teknikker, siger hun.
Da salonen har lynende travlt, søger Gitte Falk og hendes fem frisører hurtigst muligt en ny kollega i form af en frisørelev.
– Vi tilbyder en spændende og lærerig 4-årig elevuddannelse i Sindals ældste frisørsalon, lyder det fra Gitte Falk.