Dødsfald: Jes Petersen fra Hirtshals er død efter hård kamp mod kræften – kun 57 år gammel.
Mit beskedne bekendtskab med Jes var i forbindelse med en artikel i NordsøPosten den 14. april i år. Han skrev, at han gerne ville fortælle sin historie, for han var så taknemlig for den fine behandling han havde fået hos Hjørring Kommunes jobcenter og hos Brasholt Jagt og Outdor i Hjørring.
Her var han efter 38 år som smed i Hirtshals i gang med en imponerende omstilling i voksenlære som butiksassistent.
Jes gik meget op i jagt, så den nye vej var helt oplagt at følge for smeden, der fik ødelagt sin højre skulder og i 2020 gennemgik en større operation. Året efter blev han opereret for en diskusprolaps i nakken, og så måtte han sige farvel til sit gamle fag.
Han fortalte, at han ”I et fantastisk godt samarbejde med jobcenteret og Hjørring Kommune er jeg i gang med en omskoling som voksenelev hos Brasholt A/S Jagt og Outdoor. Uddannelsen er som butiksassistent med speciale i Outdoor, hvilket jo er svineheldigt, da jeg selv er jæger. Jeg skylder også Lasse, som har Brasholt, stor tak for utrolig god opbakning gennem hele forløbet”.
Jes lagde ikke skjul på, at det var noget af en udfordring som 57-årig at komme tilbage på skolebænken.
”Jeg måtte først bruge et år på EUD Handelsskole i Hjørring, og jeg har været fire gange på fagskole på Århus Business School. Det har været en kæmpe udfordring at komme på skolebænken igen, og heldigvis kom jeg igennem med både 10 og 12 tal”.
Jes Petersens gode humør og viljestyrke hjalp ham, da kræften ramte ham. Han var meget opsat for at fortælle sin historie mest nok for at give andre i en vanskelig situation håb.
”I juli 2023 fik jeg konstateret tyktarmskræft, som jeg nu er i behandling for. Jeg har det seneste trekvarte år fløjet ind og ud af sygehuset i Aalborg, men jeg er en stædig nordjyde og har ikke tænkt mig at opgive min uddannelse. Jeg håber at kunne fortsætte hos Brasholt, som er et fantastisk sted at være”.
Jeg holdt lidt forbindelse med Jes og tilbød at lave en ny historie, når han var færdig med uddannelsen. Han skrev til mig: ”Jeg vender tilbage, når jeg er færdig med min eksamen”. Det nåede vi ikke at få lavet. Jeg lovede ved vores første møde at fortælle historien færdig.
Jes Petersen døde den 6. juni og blev bisat fra Emmersbæk Kirke onsdag den 12. juni. Æret være hans minde.
Kondolerer til familien <3