Afgørelse vedrørende anmodning om aktindsigt
Du har den 17. marts fremsendt anmodning om aktindsigt i den omtalte eksterne konsulentrapport, der blev udarbejdet for Hirtshals Havn i år 2020.
Din anmodning om aktindsigt er nu færdigbehandlet.
Afgørelse
Vi har behandlet din anmodning om aktindsigt efter reglerne i offentlighedsloven (Lovbekendtgørelse 2020-02-24 nr. 145 om offentlighed i forvaltningen).
Det er Hjørring Kommunes vurdering, at anmodningen ikke er omfattet af miljøoplysningsloven (som henviser til reglerne i offentlighedslovens fra 1985) jf. miljøoplysningslovens § 3. Selvom miljøoplysninger defineres bredt vurderes det, at oplysningerne, der er omfattet af din anmodning om aktindsigt, ikke indeholder oplysninger, der på den ene eller anden måde kan påvirke miljøet.
Afgørelse vedrørende konsulentrapporten:
Der gives afslag på aktindsigt i konsulentrapporten jf. offentlighedsloven § 33, nr. 3. Hjørring Kommune finder ikke, at dele af rapporten skal udleveres efter offentlighedsloven § 34.
Hjørring Kommune finder desuden ikke, at rapporten, helt eller delvis, kan udleveres efter meroffentlighedsprincippet i § 14.
Begrundelse:
Hirtshals Havn er en kommunal selvstyrehavn og anses jf. Havnelovens § 9, stk.1, som en selvstændig offentlig virksomhed. Hjørring Kommune finder, at der foreligger væsentlige hensyn til havnen, som medfører, at rapporten ikke kan udleveres jf. offentlighedsloven § 33, nr. 3.
Det følger af offentlighedsloven § 33, nr. 3, at retten til aktindsigt kan begrænses, hvis det er nødvendigt for at beskytte væsentlige hensyn til det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed.
Som det fremgår af bestemmelsen, kan oplysninger undtages fra aktindsigt, når det offentlige udøver egentlig forretningsvirksomhed. Det er Hjørring Kommunes klare opfattelse, at den virksomhed, som havnen udfører, må anses som egentlig forretningsvirksomhed.
Hirtshals Havn står i en udviklingsproces med udsigt til massive investeringer og en udvidelse af forretningsområderne. Som en del af denne proces igangsatte Hirtshals Havns bestyrelse ultimo 2020 en ekstern konsulentundersøgelse, som havde til formål at vurdere, hvorvidt havnens udviklingspotentialer kunne realiseres med dens nuværende organisation og de tilstedeværende kompetencer.
Konsulentrapporten indeholder således såvel en beskrivelse af de strategiske forretningsovervejelser, herunder oplysninger om havnens organisation og fremtidige planer for havnens drift, samt oplysninger om, hvordan havnen fremadrettet skal indrette sig, så målsætningerne kan indfries.
Idet havnens virksomhed udøves som en egentlig forretningsvirksomhed i fuld konkurrence med andre erhvervshavne, er det Hjørring Kommunes vurdering, at der er nærliggende fare for, at Hirtshals Havn vil lide væsentlig skade, hvis oplysningerne omkring de strategiske forretningsovervejelser udleveres. Det vurderes således, at der er en nærliggende fare for, at Hirtshals Havn vil lide skade af væsentlig betydning, hvis havnens strategiske overvejelser gøres tilgængelige for offentligheden. Dette henset til det stærkt konkurrenceprægede marked, som Hirtshals Havn befinder sig på.
Som begrundelse henvises desuden til offentlighedsloven med kommentarer side 580, hvor det fremgår, at: ”Endvidere kan der, når det offentlige udøver forretningsvirksomhed, være grundlag for i betydeligt omfang at undtage de mere generelle oplysninger om den forretningsmæssige tilrettelæggelse og drift fra aktindsigt, når det kan lægges til grund, at der er tale om en klart afgrænset del af det offentliges virksomhed, at denne virksomhed udøves som en egentlig forretningsvirksomhed, og at virksomheden finder sted i fuld konkurrence med andre (private) virksomheder på området, dvs. når det offentlige udøver en klart afgrænset del af sin virksomhed på forretningsmæssigt grundlag i fuldstændig konkurrence med private virksomheder.
Er de nævnte betingelser opfyldt, foreligger den klar formodning for, at udlevering af oplysninger om den forretningsmæssige tilrettelæggelse og drift af virksomheden – f.eks. regnskabstal, markedsandel og budgetteret overskud – vil kunne skade den offentlige virksomhed, og der behøves normalt ikke yderligere dokumentation for, at betingelserne for at begrænse aktindsigten efter § 33, nr. 3 er opfyldt, jf. bl.a. FOB 1991, side 116.”
Ovenstående vurderinger ligger til grund for Hjørring Kommunes afgørelse, om at give dig afslag på aktindsigt, i oplysninger vedrørende havnens strategiske overvejelser, som fremgår af konsulentrapporten jf. offentlighedsloven § 33, nr. 3.
Offentlighedsloven § 33, nr. 3 giver alene adgang til at undtage oplysninger fra aktindsigt. Hjørring Kommune har derfor påset, om der er oplysninger i rapporten, som ikke er omfattet af bestemmelsen og dermed skal udleveres, jf. offentlighedslovens § 34.
Henset til, at hele omdrejningspunktet for rapporten er de strategiske forretningsovervejelser, som havnen står overfor, finder Hjørring Kommune ikke, at det er muligt at udlevere dele af rapporten uden, at dette vil medføre en prisgivelse, af de beskyttelseshensyn som er indeholdt i § 33, nr. 1, eller at det tilbageværende indhold vil fremstå med et usammenhængende meningsindhold.
På den baggrund har Hjørring Kommune ikke udleveret dele af rapporten jf. offentlighedsloven § 34, nr. 1 og 3.
Hjørring Kommune har overvejet om de oplysninger, som er omfattet af offentlighedsloven § 33, nr. 3 kan udleveres efter meroffentlighedsprincippet i offentlighedsloven § 14.
Henset til, at Hjørring Kommune vurderer, at udlevering af rapporten indebærer en nærliggende fare for, at Hirtshals Havn vil lide skade af betydning, finder vi ikke, at oplysningerne kan udleveres efter meroffentlighedsprincippet. Dette gælder uanset din interesse i dokumentet som journalist, idet vi finder at havnens behov for fortrolighed omkring overvejelserne, vægter tungere.
På baggrund af disse vurderinger, har Hjørring Kommune besluttet ikke at udlevere rapporten, eller dele heraf, efter meroffentlighedsprincippet.
Klagevejledning
Denne afgørelse kan ikke påklages til en klageinstans. Du har dog mulighed for at indbringe afgørelsen for Det kommunale tilsyn ved Ankestyrelsen. Ankestyrelsen vil herefter vurdere, om der er grundlag for at rejse en tilsynssag.
Ønsker du at indbringe afgørelsen for Ankestyrelsen, skal du kontakte:
Hjørring Kommune
Kommunaldirektørens stab
Springvandspladsen 5, 9800 Hjørring
Att.: Charlotte Müller Svendsen
Du kan klage både mundtligt og skriftligt.
Når vi har modtaget din henvendelse, vil vi lave en fornyet vurdering af afgørelsen.
Hvis vi ikke ændrer afgørelsen, sender vi din klage videre til Ankestyrelsen sammen med de relevante dokumenter i sagen.
Med venlig hilsen
Charlotte Müller Svendsen