Af Dorte Hovaldt
Næstformand i Erhverv Hjørring
Indehaver af Arkitektfirmaet Hovaldt
Den 9. marts afholder Erhverv Hjørring et arrangement med titlen ”Grøn omstilling i din virksomhed”.
Det gør vi, fordi bæredygtighed og grøn omstilling er et strategisk vigtigt fokusområde for alle virksomheder, og fordi Danmark på den internationale bane har gode muligheder for at skabe forretning på det grønne område.
Men det starter lokalt – i din og i min virksomhed.
I Erhverv Hjørring vil vi gerne medvirke til at give vores medlemmer viden om og muligheder for at være med på den grønne bølge. Ikke alene for ”samfundets skyld”, men fordi det ganske enkelt er god forretning.
Ressourceoptimering og cirkulære forretningsmodeller er vigtige brikker i arbejdet med at øge den produktivitet og den konkurrencekraft, der skal sikre vækst og udvikling i vores virksomheder.
Mange af os oplever i stigende omfang, at vi i vores virksomheder må forholde os strategisk til, hvordan vi agerer miljø- og ressourcemæssigt forsvarligt, ikke mindst også fordi vores kunder efterspørger det, og fordi fremtidens medarbejdere lægger vægt på, at arbejdsgiveren har en fornuftig politik på området.
Heldigvis har mange af vores medlemmer i Erhverv Hjørring god gang i den grønne omstilling, herunder også aktiv stillingtagen til FN’s 17 verdensmål. Mange har beskrevet, hvilke mål og delmål, man vil arbejde for og med.
I min virksomhed, Arkitektfirmaet Hovaldt, er bæredygtighed og grøn arkitektur en vigtig del af alle vores projekter. Byggeriet i Danmark udleder mere en 40 pct. af det samlede CO2-udslip. Derfor ser vi det som vores store ansvar at rådgive vores bygherrer om deres muligheder for at bygge bæredygtigt, hvilket vi stort set sidestiller med ”fremtidssikret”.
Vi har blandt andet også været medstifter af SUSTAINOVATION, som er et netværk for bæredygtigt byggeri, for at øge vores viden med faglig sparring med andre i byggebranchen omkring emnet.
Så i dagligdagen og sammen med vores kunder har vi, ligesom mange andre af Erhverv Hjørrings medlemsvirksomheder, altid stort fokus på den bæredygtige vinkel.
I Erhverv Hjørring hører vi gerne fra dig og din virksomhed, hvis du har en god grøn case, som kan inspirere andre medlemmer, eller hvis du har forslag til, hvordan Erhverv Hjørring kan bidrage til at understøtte vores medlemmers grønne udvikling.
Kontakt os meget gerne på mail kontakt@erhvervhjoerring.dk eller ring til vores sekretariat ved Hjørring ErhvervsCenter.
Kilde: Hjørring ErhvervsCenter.
Link til tidligere artikel