Som lovet fredag ved afsløringen af det nye ejerskab har vi lørdag besøgt Dorthe Schaltz for lige kort at kunne løfte sløret for planerne med det fine gamle hus på Hjørringgade i Hirtshals.
Planen er simpelthen i første omgang at åbne en klassisk café med servering, som vil stå klar til åbning skærtorsdag, hvor der vil blive afholdt en reception, men allerede nu kan vi afsløre, at navnet bliver Café Bawærk.
Derefter vil Dorthe Schaltz i et tæt samarbejde med naboen Joan Grønfeldt fra Grønfeldt Værksted og Galleri indrette lokalerne ved den skønne gårdhave til arbejdende værksted for gæster med mod på kreative sysler.
Det var af samme årsag en travl cafévært, vi mødte lørdag formiddag, som vi da også derfor hurtigt lod få arbejdsro til at komme videre med det store projekt. Inde hos naboen traf vi imidlertid efterfølgende Joan Grønfeldt.
Den gode keramiker havde besøg af Henrik Woodpek, som efter mange års udenbys eksil er flyttet hjem til Hirtshals. Begge var enige om, at det bliver ekstremt fedt for byen med Café Bawærk.