Rikke Kirstine Lomholt
Christiansdalvej 83
Vrå
Det er netop blevet besluttet af friholde vadehavsområdet fra at huse et stor vindmølletestcenter, fordi vindmøllerne både ville kunne gå ud over et enestående og sammenhængende naturområde i verdensklasse, men også ville kunne true den fortsatte udpegning som UNESCO- verdensarv. Det sidste var bl.a. Tønders borgmester inde på i debatten. En foranalyse havde ellers vist, at en placering i området ville være den teknisk mest fordelagtige af dem, der har været fremme.
Her lokalt i Hjørring Kommune bør det jo vække til eftertanke. Om kort tid skal byrådet behandle de mange forslag til opsætning af vindmøller og solceller i kommunen, der indkom sidste år, og af de tre projekter, der ligger i nærheden af Børglum Kloster fremgår det klart, at der er usikkerhed om, hvorvidt det er foreneligt med klostrets – og kommunens – planer om at søge om at blive UNESCO-verdensarv at opstille vindmøller i lokalområdet.
Det fremgår således af forvaltningens sagsfremstilling, at ”Der er væsentlige forhold, som taler både for og imod projektet, herunder landskabsinteresser og kulturarv, hvor det ikke kan afvises, at solceller og vindmøller det pågældende sted kan have en betydning for Børglum Klosters mulighed for udpegning som UNESCO verdensarv.” Med erfaringerne fra diskussionen i Vadehavsområdet virker det meget sandsynligt, at vindmøller og solceller ikke er forenelige størrelser. Det ville også være mærkeligt andet.
Den usikkerhed der altså er, og som forvaltningen selv påpeger, den bør naturligvis føre til, at man ikke går videre med de pågældende tre projekter på nuværende tidspunkt. Der er masser af andre projekter med vedvarende energi på tegnebrættet i kommunen – faktiske hele 37 i alt. Det er i forvejen rigtig mange i en enkelt kommune, og så er der selvfølgelig ingen grund til at køre videre med dem, som risikerer at fratage Hjørring Kommune den meget væsentlige udviklingsmulighed, som en UNESCO-udpegning vil være.
Alt tyder på, at det er til meget stor gavn for den lokale vækst og beskæftigelse, hvis et sted bliver udpeget til verdensarv, og derfor bør tvivlen komme UNESCO-projektet til gode. Så nej til møller i nærheden af Børglum Kloster.