I denne uge startede DTU Aqua op på at lave ny bestandsanalyse i Liver Å og de tilhørende mindre vandløb, da det er 9 år siden sidste udsætningsplan blev lavet.
Da Liver Å Lystfiskerforening ikke har sat fisk ud i år, og de kun fik sat smolt og 1 års yngel ud i hovedløbet af Liver Å sidste år, vil der kun være naturlige vildfisk i tilløbene her under bestandsanalysen.
– De første tre dage er der besøgt 21 stationer rundt om i systemet, og næsten alle stationer på nær to vidste vi, at der ikke var gydet i vinters og derfor nok ikke var fisk. Det var der så heller ikke, desværre. I tirsdags besøgte vi så Stenvad å, hvor vi lavede næsten 100 meter gydepladser i efteråret, og der var 11 flotte gydninger. Der blev vi desværre slemt skuffet, en yngel og en 1 årsfisk på 50 meter af åen. Hvad der er årsag til det, ved vi ikke, for umiddelbart er der ikke meget sand i gydegruset, fortæller Michael Ejstrup, som er næstformand i Liver Å Lystfiskerforening.
![DTU Aqua laver ny bestandsanalyse i Liver Å 2](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2024/08/Oerreder_2_800x538.jpg)
Torsdag besøgt man så en af de gamle gydepladser i Rakkeby å, som foreningen lavede for 20 år siden. Der vidste Michael Ejstrup, at der var 5 til 6 gydninger i vinters, så det var med en hvis spænding, at elektroden kom i vandet. Allerede ved første dyp kom der tre halvårs fisk op i nettet. På de 50 meter, hvor der blev elfisket, endte det med, at man fandt 76 stk. halvårs ørreder og én ældre ørred på 18 cm. Halvårs fiskene målte fra 6 til 9 cm. med langt de fleste omkring 7,5 til 8,5cm. Altså fine små ørreder.
![DTU Aqua laver ny bestandsanalyse i Liver Å 3](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2022/08/Liver_Aa_Gydebanker_8_739x493.jpg)
Der var bestemt plads til flere fisk på strækningen, men så absolut et godkendt resultat. Sidste år var der nok den mindste opgang af gydefisk og gydemodne bækørreder i nyere tid, grundet forureningssager i 2019 og 2021. Bestanden var virkelig i bund. Derfor vil der i de kommende fire uger, hvor DTU Aqua laver undersøgelse, ikke findes mange naturlige yngel, men forhåbentlig bliver vi positivt overraskede nogle steder, fortsætter Michael Ejstrup sin status fra bestandsanalysen ved Liver Å.
I år ser man igen ændringer til det bedre i bestand af havørreder, men igen fanges der store bækørreder på 50 til 60 cm og der over. Opgangen af havørreder ser heldigvis lovende ud, da der er fanget en del i forskellige størrelser og med størstedelen af dem omkring de 50 cm.
– Det er positivt, da det tyder på et fornuftig udtræk af smolt i 2023, så der skulle gerne komme en del op i Liver å i 2025 på 3 til 5 kg, slutter Michael Ejstrup.