I sidste uge var 360 elever fra overbygningen på Hjørring Private Realskole om torsdagen samlet i HPR-hallen til fint besøg fra coach og foredragsholder Julius Mygind. Rebeeca fra 8. B havde læst bogen ”Du er ikke f**ked, du er bare ung” og havde anbefalet sine lærere, at skolen skulle invitere Julius Mygind på besøg.
Det var da også Rebbeca, der denne dag tog mikrofonen sammen med et par veninder fra 8. B og bød Julius Mygind velkommen. Rebbeca indledte med at fortælle lidt om, hvad hun havde lært af at læse bogen, hvorefter hun gav mikrofonen videre til Julius Mygind.
Gennem anekdoter fra sit eget liv fortalte Mygind om trivsel, selvværd og ensomhed blandt unge – ikke som en løftet pegefinger, men for at udfordre dem der, hvor der er i deres liv.
Han stiftede nemlig tidligt bekendtskab med netop den løftede pegefinger, der følger med, når man ønsker at leve op til alle de forventninger, man møder i et skoleliv. Hvad end forventningerne kommer fra forældre, lærere eller klassekammerater, så vil alle gerne bekræftes i at være god nok.
For Mygind blev det nemmere at skubbe al usikkerhed væk og påtage sig en rolle – men med store konsekvenser. For når vi udgiver os for at være noget vi ikke er, så siger vi også, at den vi er er ikke god nok.
Han lærte på den hårde måde at lade være med at sammenligne sig selv med andre og at alle kan bidrage på hver deres måde, og disse kloge, men dyrt købte erfaringer blev på humoristisk manér givet videre til HPR’s unge som en kærlig reminder.