Søndag samlede tusindvis ind til mennesker ramt af kræft. Du kan stadigvæk nå at støtte Landsindsamlingen via betalingskort eller MobilePay.
På landsplan var der tirsdag morgen foreløbigt i alt samlet 21.074.518,89 kroner ind af 12379 frivillige. Dertil kommer donationer fra øvrige donationskanaler. NordsøPosten følger indsamlingen, til det endelige resultat af Landsindsamlingen 2025 er gjort op.
Den gode sag Kræftens Bekæmpelse er din og min sag. Der er brug for vores hjælp. En ud af tre af os – dig og mig – får kræft. To ud af tre bliver pårørende. Vi kender alle nogen.
Personligt har denne skribent også ubehagelige møder med kræften. Min far døde af kræft, men brors tidligere kæreste døde meget ung af kræft, nære venner og bekendte døde i løbet af kort tid med kræft, og andre igen kæmper fortsat med enten direkte sygdom eller følger af kræften. Børn rammes også.
Min utrolig skønne læremester i journalistfaget var ret fanatisk med at undgå passiv rygning og andre potentielt skadelige stoffer og omgivelser. Han kørte ofte hjem i frokostpausen for at skifte tøj, hvis nogen havde røget i hans nærvær, hvilket en del jo gjorde for ikke så mange år tilbage. Han døde midt i livet af lungekræft.
Når du støtter Kræftens Bekæmpelse, bidrager du til Kræftens Bekæmpelses arbejde og er med til at gøre en forskel for de mange mennesker i Danmark, der bliver ramt af kræft.
Den frygtelige sygdom berører os alle, og kun sammen kan vi sikre det bedste liv med og efter kræft. Støt nu og gør en forskel.
Dit og mit bidrag er afgørende. Kun tre procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter kommer fra det offentlige. Resten er indsamlede midler.
Takket være den brede folkelige opbakning bliver der lyttet til Kræftens Bekæmpelse. Både på Christiansborg, i regionerne og på sygehusene. Derfor behandles kræft i dag som akut sygdom, derfor er der indført pakkeforløb for samtlige kræftformer, og derfor har patienter klare rettigheder.
Hvad går din og min støtte til?
Vores støtte
… gør det muligt at forske i kræft og behandlingen af kræft
… gør os bedre til at forebygge kræft
… gør en forskel for mennesker ramt af kræft
60 procent går til forskning
Forskning redder liv. Størstedelen af indtægterne anvender Kræftens Bekæmpelse derfor på forskning. Vi udfører egen forskning på vores eget forskningscenter, og vi støtter kræftforskning på hospitaler og universiteter i hele Danmark. På vores Center for Kræftforskning arbejder forskere fra hele verden med alt fra epidemiologisk kræftforskning i store mængder tal og data til grundforskning i moderne laboratorier.
De seneste fem år har Kræftens Bekæmpelse i gennemsnit brugt 422 millioner kroner om året på forskning. I 2024 støttede Kræftens Bekæmpelse 155 forskningsprojekter.
25 procent går til patient- og pårørendestøtte
Flere end 383.00 lever efter og med kræft, så rigtig mange har behov for rådgivning og støtte – derfor går 25 procent af foreningens udgifter til patient- og pårørendestøtte. Kræftens Bekæmpelse har kræftrådgivninger og rådgivningstilbud flere end 44 steder i landet med tilbud om gratis rådgivning og støtte til kræftpatienter, pårørende og efterladte.
Årligt har kræftrådgivningerne og vores telefonrådgivning, Kræftlinjen, knap 110.000 kontakter til kræftpatienter, pårørende og fagfolk, som får rådgivning af professionelle rådgivere. Ved siden af løfter vi en folkeoplysningsopgave, når vi udgiver pjecer om kræft, og når vi på cancer.dk informerer om sygdomme, behandlingsmuligheder og livet efter kræft.
11 procent går til forebyggelse af kræft
I dag kender vi årsagerne til omkring en tredjedel af de cirka 45.000 kræfttilfælde, som hvert år opdages i Danmark. Vi kan med vores nuværende viden forebygge fire ud af 10 kræfttilfælde.
Kræftens Bekæmpelse har landets største videnscenter for forebyggelse af kræft. Her arbejder specialister hver dag for at hjælpe befolkningen med at nedsætte deres risiko for at få kræft.
Det foregår via indsatser inden for tobak og nikotin, kost, alkohol, screening, fysisk aktivitet, overvægt og sol. Derudover støtter og motiverer vi til en sundere livsstil gennem blandt andet oplysning, partnerskaber og rådgivning.
Arbejdet er baseret på solid forskning om de største risikofaktorer for kræft og analyser af befolkningens sundhedsadfærd.
4 procent går til administration
Administrationsudgifterne dækker en række fælles funktioner såsom bestyrelse, udvalg og direktion. Hertil kommer økonomi, IT og fælles ejendoms- og personaleforvaltning.
Der er ingen garantier for noget som helst – men vi kan alle støtte Kræftens Bekæmpelses gode arbejde. Jeg gør det løbende og med lidt ekstra til Landsindsamlingen 2025. Sammen kan vi gøre noget.
