Vand i Midtbyen i Strømgade midt i Hjørring fik en kedelig betydning for gadens nye, vietnamesiske spisested God Sandwich.
Projektet med Vand i Midtbyen har forskønnet området og har i øvrigt intet at gøre med den vandskade, der 11. september tvang indehaver Duc Huy Nguyen til at lukke. Nu er han endelig klar til at genåbne mandag den 9. oktober.
– Vi har nu fået afsluttet alle reparationer i forbindelse med vandskaden. Selve rørskaden er sket mellem etagedeling hos os og lægehuset på 1. etage, og udlejeren skulle afmontere hele loftet for at tætslutte røret.
– Derefter der blev monteret et helt nyt gipsloft, og spartel og malearbejdet er nu afsluttet, så vi kan få gjort rent, så alt er klar til mandag den 9. oktober klokken 10.30.
– Vi takker alle for tålmodigheden og håber på fortsat støtte. Vi har blandt andet brugt tiden til at optimere menukortet og har tilføjet nye gode grøntsager, saucer med videre. Det er blandt andet bønner, forårsløg, kiko sauce og Bambuskul Bao Buns. Vi glæder os til at kunne servere god mad igen.
God Sandwich tilbyder friske byg-selv sandwich eller burger med lækre vietnamesiske ingredienser som Banh Mi og andre vietnamesiske retter.
Du bestiller enten over nettet eller i butikken og bygger over flere trin for eksempel fyld og dressing.
Med åbning af God Sandwich og den flotte forskønnelse af området ved Strømgade, og senere mere af midtbyen, med rindende vand og meget mere, har Hjørring Kommune og Hjørring Handel skabt grobund for en positiv udvikling. Nye virksomheder er velkomne, og det samme er kunder.