Efter at have jagtet en usædvanlig stor flok grindehvaler i mere end en time med speedbåde og andre motoriserede fartøjer, blev de rædselsslagne grindehvaler trukket ind på lavt vand i Leynar-bugten, blandt andet ved hjælp af kroge i deres sensitive åndehuller.
Mindst 246 dyr blev dræbt med lanseknive i vandet, der blev farvet blodrødt, mens hvalerne langsomt blødte til døde, eller druknede i deres eget blod.
Ifølge optagelser fra Sea Shepherd Global varede selve slagtningen op mod en halv time.
Her efter lå de sidste dyr ubevægelige, og flød i vandet med overskårne nakker.
Heriblandt gravide hunner, mens deres omkomne ‘nyfødte’ kalve blev smidt i opstillede skraldespande.
Det beretter øjenvidner fra organisationen Sea Shepherd til World Animal Protection Danmark, der ligesom dyreorganisationer bredt over hele verden, fordømmer Færøernes tilbagevendende drivjagter som brutal dyremishandling:.
“Det er helt uforståeligt, at vi igen skal opleve, at flere hundrede hvaler bliver slået ihjel under en brutal drivjagt på Færøerne. Argumenterne om, at jagten er en lokal kulturarv holder ganske enkelt ikke. Kultur skal ikke bruges som en undskyldning for en meningsløs jagt på sagesløse dyr,” siger Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection Danmark.
Organisationen henvender sig nu direkte til den færøske regering, og opfordrer Færøernes præsident til at tage aktion:
“Vi har tidligere rettet henvendelse til de ansvarlige på Færøerne, og vi må nu igen indtrængende opfordre den færøske lagmand og regeringen til at forbyde denne jagt på delfiner og grindehvaler.
”Drivjagter hører ikke til i et moderne oplyst samfund, og flere og flere færinger er da også skeptiske overfor en tradition, der ganske enkelt ikke kan forsvares. Det er på høje tide at få henført denne praksis til historiebøgerne,” konkluderer Gitte Buchhave, World Animal Protection Danmark.
Jægerne ved de omstridte drivjagter har i mange år hævdet, at den ‘lansekniv’ der bruges til at dræbe hvaler som delfiner og grindehvaler (Pilot Whales), forårsager døden i løbet af få sekunder.
Der er imidlertid aldrig fremlagt reel dokumentation for påstanden.
Derimod konkluderer en rapport fra 2023 (Unravelling the truth – Whale killing on the Faroe Islands), det stik modsatte:
Den kniv de færøske hval-jægere benytter, lammer sandsynligvis dyret, og skærer blodårerne over, men; “dyret er hverken dødt, eller bevidstløst, og er efter al sandsynlighed ikke fri for smerte,” som der står i rapporten, der konstaterer:
“Hvalerne dør typisk, mens de langsomt bløder ihjel”.


