Edel og Arne Kallehauge fra Uggerby kunne den 5. november fejre 70-års bryllupsdag – Jernbryllup – og NordsøPosten sender en forsinket og velment hilsen.
Borgmester Søren Smalbro (V) dukkede op for at ønske tillykke, og TV2 Nord var der også. Det kom der en rigtig fin reportage ud af, hvor jernbryllupsparret fortæller om livets op- og nedture, om beskedenhed og om at holde sammen.
Parret drev landbrug sammen i næsten 50 år, og rollerne var helt klare, siger de i TV2 Nords udsendelse:
– Hun har altid bestemt, griner Arne Kallehauge og peger over på sin hustru.
– Jeg har malket, fodret grise og kørt møg ud og alt sådan noget. Ja, vi har deltes om det, svarer Edel Kallehauge.
Fra de lokalhistoriske gemmer:
Arne Kallehauge, født 1933 i Sørig, gift den 5. november 1954 i Uggerby Kirke med Edel, født Bjerg i Uggerby 1933. Parret drev gården ”Skovsmose” mellem Bjergby og Astrup, indtil den i 2002 blev overtaget af sønnen, Morten Kallehauge.