En af de tungeste poster på budgettet i et bunkermuseum er uden tvivl udgiften til strøm.
Hele 21 af bunkerne har indlagt strøm med gennemsnitlig to til fem lamper i hver. Ligesom en stor grundvandspumpe midt i batteriet kører hver 7. til 8. minut og holder grundvandet ude af bunkerne. Endelig er der otte affugtere, der i gennemsnit kører hvert 20. minut døgnet rundt.
Derfor er det også en betydelig besparelse på driften, der er i sigte når de sidste fire affugtere, som var en del af de otte nye affugtere, der blev indkøbt af Vendsyssel Historiske Museum, er blevet installeret i Hirtshals Bunkermuseum af folkene i Bunkergruppen.
– De ældste affugtere er helt tilbage fra 2006 og har kørt mere end 100.000 timer, og trænger derfor gevaldigt til en udskiftning, da den nye teknologi har overhalet de gamle for mange år siden, og så bruger de gamle tre gange så meget strøm som de nye, noterer Flemming Hammer, som er formand i Bunkergruppen Hirtshals.
– Ikke desto mindre er affugtere en vital del i Hirtshals Bunkermuseum, der ikke kan undværes, da de hver især dagligt affugter omkring otte liter vand pr. apparat, hvilket på årsbasis er knap 30 tusind liter vand, der ellers ville stå som blank vand nede i bunkerne, forklarer formanden.
Affugterne bliver sat op til automatisk tømning, så de passer sig selv, enten ved, at de med en lille slange bliver placeret direkte over et afløb i gulvet, eller de bliver placeret højt oppe, så der skabes fald på afløbsslangen.
Torsdag blev de sidste nye affugtere som allerede afsløret altså monteret i Sanitetsbunkeren og Køkkenbunkeren.