Opdateret klokken 8.30 med signalement …
Nordjyllands Politi frygter ifølge TV2 Nord det værste, efter en ung mand forlod sit opholdssted i den bidende frost søndag eftermiddag og har været forsvundet siden.
Her gik den 28-årige Oliver Friedrich fra opholdsstedet i Vrå, hvor personalet er bekymrede for ham. Han forlod nemlig stedet uden overtøj.
Det har fået Nordjyllands Politi til at lede intensivt efter den 28-årige.
– Vi har søgt efter ham hele natten med både hunde og droner. Så snart det bliver lyst her til morgen, starter vi eftersøgningen op igen, oplyser vagtchef Lau Laursen.
Kort efter klokken 8 opdaterede Nordjyllands Politi på X, at Oliver Nordjyllands Politi var iført en guldfarvet nytårshat.
Frosten gør det farligt
Oliver Friedrich beskrives som spinkel af bygning med mørkebrunt hår. Politiet har ikke givet oplysninger omkring det tøj, han havde på, da han forlod opholdsstedet.
Nordjyllands Politi beder nordjyderne om hjælp til at finde den unge mand.
– Folk i Vrå må meget gerne kigge i deres udehuse, legehuse og skure for at se, om han har søgt derind. Han har tidligere søgt ind i idrætshallen og på skolen og fundet et lunt sted at være dér, men der har han ikke denne gang, fortæller Lau Laursen.
På grund af den bidende frost frygter politiet, det kan få fatale konsekvenser, hvis ikke Oliver Friedrich bliver fundet snart.
– Det går desværre ret stærkt, hvis man er ude i det her vejr, lyder det fra vagtchefen.
Har du set den 28-årige, bedes du kontakte Nordjyllands Politi på telefon 114.